Stutteri i Skals undersøges

Stutteri i Skals undersøges

John Byrialsens danske Stutteri i Skals kontrolleres i dag, efter at TV MIDTVEST i går kunne afsløre vanrøgt på hans stutteri i Polen.

Mandag kom det frem, at der foregår massiv vanrøgt af heste på John Byrialsens stutteri i polen. Derfor undersøger Fødevarestyrelsens veterinære kontrolenhed, VeterinærNord, i samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi nu, hvordan forholdende ser ud på Johan Byrialsens stutteri Viegård nord for Skals.

- I fællesskab med en dyreværnsenhed besluttede vi i morges, på baggrund af oplysningerne fra Polen, at vi nok hellere måtte se på, hvordan tilstanden er på stutteriet her i Danmark, siger souschef i Veterinær Nord, Maren Holm Johansen til Viborg Stifts Folkeblad.

Trods undersøgelser i løbet af tirsdag, vides det endnu ikke, om der er lignende problemer på det danske stutteri.

- Det er et stort sted, så vi skal have god tid til at gå det hele igennem, før vi eventuelt melder noget ud, siger Maren Holm Johansen.