Stukket med kniv: Opdagede det først, da han kom hjem

En mand blev på en gåtur stukket to gange med kniv. Han opdagede det først, da han så blod derhjemme.

Blå blink skygge
Foto: Flemming Christensen

En gåtur på en parkeringsplads fik nogle helt andre konsekvenser end en 35-årig mand fra Videbæk havde forestillet sig.

Han kom gående på Danmarksgades P-plads i Herning lørdag først på aftenen, da han pludselig fik selskab.

- På et tidspunkt kommer fire mænd med udenlandsk baggrund formentlig gående mod ham med truende attitude, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen.

Efter noget råberi kom det formentlig til klammeri mellem den gående og de fire mænd.

Da manden vendte hjem til sin bopæl i Videbæk, opdagede han først her, at han var blevet stukket to gange: et stik i brystet og et i maven.

- Det er ikke usædvanligt, at man først opdager det, når man pludselig ser, at det bløder kraftigt, fortæller vagtchefen.

Herefter ringede manden efter en ambulance og blev kørt på hospitalet.

- Først frygtede vi det værste, men det skulle ikke være så slemt, fortæller Henrik Nielsen.

Politiet fik anmeldelsen kl. 20:20 lørdag aften, og det har nu udviklet sig til en sag for dem.

- Vi har undersøgt stedet og har fundet blod på Danmarksgades P-plads. Det bekræfter, at der er foregået noget, siger vagtchef, Henrik Nielsen.

Han efterlyser vidner i sagen for at få fuld klarhed over, hvad der helt præcist er sket.