Stukket i den ene testikel

En mand fra misbrugsmiljøet i Herning blev i aftes stukket med kniv på et meget ømt sted.

En 31-årig mand fra Brande er nok noget øm mellem benene fredag. Torsdag eftermiddag blev han stukket med kniv på Markedspladsen i Herning. Gerningsmanden er en 24-årig mand fra Aulum, og de er begge en del af misbrugsmiljøet i byen.

Skænderi udviklede sig

De to mænd var i skænderi, og det var øjensynligt det, der udviklede sig til knivstikkeri. Den 24-årige mand stak i hvert fald den 31-årige med en kniv, og stikket ramte et meget ømtåleligt sted - Nemlig i den ene af offerets testikler. Han blev straks bragt til behandling på sygehuset, mens den 24-årige blev overfaldet af andre misbrugere, og har tilbragt natten i detentionen.

Den 24-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af fredag, sigtet for kvalificeret vold.