Studerende vinder over taskegigant

Louis Vuitton opgiver kampen om kunstværk med darfurbarn med designertaske.

darfurnica.jpg

Modefirmaet Louis Vuitton kærer ikke kendelsen, der i maj gav den kunststuderende Nadia Plesner ret til at vise sit kunstværk, "Darfurnica", hvor et borgerkrigsramt barn fra Darfur står og holder en designertaske fra Louis Vuitton imellem en gruppe af kendte mennesker.

Dagbøder på 3. mio. kr.

Dermed vinder den danske studerende, som læser i Holland, endeligt over modehuset, som tidligere på året forsøgte at få stoppet billedet. Louis Vuitton fik dengang pålagt den studerende dagbøder for hver dag billedet blev vist. De løb op i over tre millioner kroner, inden retten i Haag afsagde en kendelse, der gav kunstneren ret til at udstille billedet og fik dagbøderne slettet.

Givet massiv omtale

Nu er fristen for at kære den kendelse udløbet uden at modefirmaet er gået videre med sagen, og det glæder kunstneren, som fortæller, at modehusets forsøg på at stoppe billedet har skabt enorm interesse om værket.

- Den positive del af det hele er helt klart, at det gav så meget opmærksomhed til værket. Det er der ingen tvivl om. Men det var ikke sjovt, så længe det stod på, siger hun til Ritzau om dagbøderne og retssagen.

Udstilling forlænget

Værket hænger i øjeblikket på kunstmuseet Heart i Herning, og her er udstillingen lige blevet forlænget til 28. august. Det er gratis at komme ind og se billedet.