Studerende: Hold fingrene fra vores SU

I Viborg gik elever fra Skive-Viborg HF & VUC og Viborg Katedralskole sammen i protest mod regeringens SU-besparelser.

su_demonstration.jpg
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Studerende over hele landsdelen demonstrerede i dag på grund af regeringens planer om at ændre SU-reglerne.

I Viborg gik elever fra Skive-Viborg HF & VUC og Viborg Katedralskole sammen i protest.

- Det er ikke alle, der kan undvære 1000 kroner om måneden, og det er dem vi hjælper i dag, sagde Morten Møller Jensen, der er elevrådsformand på Skive-Viborg HF & VUC.

Men den udmelding køber Venstres ordfører på området ikke.

- Efter vores SU-reform er Danmark stadigvæk det land i verden, hvor man som studerende har de mest gunstige muligheder for uddannelse, siger Jakob Engel-Schmidt, der er Uddannelses- og forskningsordfører for Venstre.

Vil spare 3,3 milliarder i 2025

Elevrådsformanden fra Viborg Katedralskole anfægter ikke, at det danske SU-system er verdens bedste.

- Men det bør ikke være argumentet for at man så skal skære i SU’en, for vi har en rigtig god model, som det er i dag. Jeg tror, man snyder sig selv, hvis man tror, at en forringelse ikke kommer til at skævvride og gå ud over den sociale mobilitet, siger elevrådsformanden for Viborg Katedralskole, Mathias Pedersen.

De studerende håber nu, at regeringen har hørt deres opråb.

- Det er jo et vink med en vognstang til dem, når de skal ind og forhandle den her 2025-reform, lød det fra Mathias Pedersen.

Hvis den nye SU-reform gennemføres vil regeringen kunne spare 3,3 milliarder i 2025.