Studerende får egen stemmeboks

Ikast-Brande Kommune har bestemt, at der skal være et afstemningssted tæt ved ungdomsuddannelserne.

stemmeseddel_0.jpg

Når der er kommunalvalg til efteråret, bliver det noget nemmere for studerende på ungdomsuddannelserne i Ikast at nå i stemmeboksen. Byrådet i Ikast-Brande Kommune har vedtaget, at der skal være et afstemningssted tæt på uddannelserne på Bøgildvej i Ikast.

- Det er en rigtig god mulighed for at få flere unge til at stemme. Det passer også godt med vores arbejde i kommunen, hvor vi vil engagere de unge mere i demokratiet, siger Carsten Kissmeyer, borgmester i Ikast-Brande Kommune.

Gymnasium med på idéen

Det nye afkrydsningssted bliver godt modtaget på Ikast Gymnasium. Her mener gymnasielærer Jan Fanøe, at det kan være med til at styrke elevernes viden om og involvering i demokratiet.

- Vi kan også bruge det til at diskutere demokrati med de yngre elever, som først kan stemme næste gang, fortæller Jan Fanøe.

Planen er indtil videre at lave en mobil stemmeboks, der kan flyttes rundt på de tre uddannelsessteder.