Struerboere i billet-kø til berømt designer

500 billetter revet væk på tre kvarter til show med bysbarnet og designeren Jørgen Simonsen.

Jørgen Simonsen kø
Foto: Privatfoto

Det er ikke kun i udlandet, at designeren, Jørgen Simonsen, er berømt og feteret. Den internationale topdesigner har designet kjoler og kostumer til en lang række forestillinger, shows, film og tv-serier. Men han er også populær på hjemmebanen. 

- Vi har alt udsolgt. Vi var tre, der solgte billetter, og det tog ca. 45 minutter, så det var jo helt fantastisk hurtigt.  siger Rie Nyborg, der er daglig leder af Gimsing Hoved og i Folkets Hus i Struer. 

Det var først til mølle, og der var mange, der ville sikre sig en billet.
Det var først til mølle, og der var mange, der ville sikre sig en billet.

Jørgen Simonsen har været chefdesigner hos Versace, Chanel og Karl Lagerfeld. Nu får Struerboerne igen lejlighed til at opleve designerens værker på egen hånd. 

Torsdag den 11. januar 2018 ruller Gimsing Hoved den røde løber ud i Folkets Hus og slår dørene op for et storladent og internationalt Haute Couture modeshow, som det ville blive afholdt i de store metropoler med professionelle modeller, hår- og makeupartister, lyd, lys, champagne og canapéer.

Den lokale designer, der til dagligt har hjemme i Paris tager to modeshows med hjem til Folkets Hus, hvor der både i udstillingen på Gimsinghoved samt på catwalken i Folkets Hus vil blive vist kreationer af den verdenskendte danske Haute Couture designer Jørgen Simonsen. 

Der blev i alt 2 x 250 billetter til de to shows. Ideen med de to shows er, at det skal være som at sidde op af catwalken i byernes by Paris. 
 

- Vi har engang imellem køer til billetter på koncerter. Folk vil gerne stå i kø for at få den gode plads, men det er da gået stærkt i dag, siger Rie Nyborg med et smil, der kan høres igennem telefonen. 

Ikke alle fik en billet, men selv om det ikke er det samme som at være til modeshowet, så kan arrangøren trøste med, at der i ugerne efter showet vil være udstilling af Jørgen Simonsens kreationer på Gimsing Hoved.