Struer-racer kåret til årets talent: - Den ene gode nyhed efter den anden

Mikkel O. Pedersen blev fredag aften kåret til Årets Talent ved Dansk Motorsport Awars 2018. Derudover vandt han også publikumsprisen.

Efter en lang jagt på millioner lykkedes det i sidste uge Mikkel O. Pedersen at få aftaler med de sidste sponsorer, så han er klar til endnu en sæson i Porsche Supercup.
Efter en lang jagt på millioner lykkedes det i sidste uge Mikkel O. Pedersen at få aftaler med de sidste sponsorer, så han er klar til endnu en sæson i Porsche Supercup.
Foto: Privatfoto

Fredag aften blev der uddelt priser til Dansk Motorsport Awards 2018. Én af dem, som blev hyldet til showet var den 21-årige racerkører Mikkel O. Pedersen fra Struer.

Efter en flot sæson blev han kåret til Årets Talent.

- Det var da meget fedt. Det var en god start på sæsonen, lyder det beskedent fra Mikkel O. Pedersen.

Han havde da heller ikke forberedt sig på at skulle hædres, selvom nomineringen allerede var offentliggjort.

- Det havde jeg egentlig ikke – heller ikke, da jeg blev nomineret. Det var bare den ene gode nyhed efter den anden, så det er fedt, og så med to priser endda!

Som Mikkel O. Pedersen selv nævner, så hev han to priser hjem. Foruden Årets Talent fik han nemlig også overrakt publikumsprisen.

Går efter podiet

Selvom Struer-drengen ikke havde regnet med priser, er han normalt helt sikker på sit mål. Det er heller ikke nogen undtagelse i den kommende sæson af Porsche Supercup.

- Det er helt klart podieplaceringer. Det er det altid, men det er et hårdt felt. Der er 32 kørere, og det er alle sammen de bedste, men sidste år vi viste, det kunne lade sig gøre - og jeg har lært banerne at kende, siger han.

Og rutinen og kendskabet til banerne er særdeles vigtigt ifølge Mikkel O. Pedersen.

Den kommende måned byder da også på træning i Budapest for talentet, inden sæsonen for alvor skydes i gang i Barcelona i starten af maj. 

Mikkel O. Pedersen takker i et Facebook-opslag venner, familie og sponsorer for opbakningen, som han kalder "Helt vild".
Mikkel O. Pedersen takker i et Facebook-opslag venner, familie og sponsorer for opbakningen, som han kalder "Helt vild".
Foto: Privatfoto