Struer klar til Influenza A

Kommunen har oprettet et beredskab, der skal tage hånd om eventuelle udbrud af Influenza A, tidligere kendt som svineinfluenza

Gaagade_3.jpg

Socialdirektør Keld Berthelsen står i spidsen for Struer Kommunes nye kriseberedskab mod Influenza A. Beredskabet er oprettet for at forsøge at inddæmme og informere om eventuelle udbrud i området, skriver Dagbladet Holstebro-Struer. Blandt andet har kommunen lavet nogle retningslinjer for, hvad arbejdsgangene skal være, når en person bliver smittet og eventuelt skal isoleres.

- Vi har blandt andet talt om, at vi kan bruge hjemmeplejens døgnafsnit til at lave en form for isolation, forklarer chefkonsulent Lars Olesen til Dagbladet Holstebro-Struer.

Initiativet med det nye beredskab er taget, fordi Sundhedsstyrelsen har opfordret kommunerne til at tage risikoen for smitte med Influenza A alvorligt.