Struer hæver skatten

Otte kommuner i landet har fået tilladelse til at hæve skatten for 2016. Her i landsdelen har Struer fået lov.

Struer kommune Raadhus 2_0.jpg

Social- og Indenrigsministeriet har givet otte kommuner lov til at hæve skatten i 2016. Her fra landsdelen har Struer Kommune fået lov at hæve skatten med 0,4%.

Samtidig skal en række kommuner sænke skatten, så det samlede skattetryk ikke stiger.

En del af budgetaftalen

Ifølge borgmester Mads Jakobsen (V) er det en del af byrådets budgetaftale fra sidste år, hvor 19 ud af 21 byrådsmedlemmer stemte for. I aftalen indgik også besparelser for 50 millioner kroner.

- Det var et krav fra oppositionen for at gå med til en sparerunde, at der skulle være en skattestigning. Derfor søgte vi om lov til det, forklarer Mads Jakobsen her til morgen.

Skattestigning på 0,4%

Indbyggerne i kommunen kan se frem til en skattestigning på 0,4%, som ifølge Indenrigsministeriets hjemmeside svarer til 12,5 millioner kroner.

Mads Jakobsen regner ikke med at skattestigningen vil skabe debat.

- Det har været offentligt kendt i et år. Så hvis det kommer bag på nogen, har de ikke fulgt ret meget med, siger han.

Samlede skattestigninger på landsplan for 186 millioner kroner

Ialt otte kommuner har søgt om tilladelse til at hæve skatten for 2016. Alle ansøgninger er imødekommet. Der er givet tilladelse for et samlet beløb på cirka 186 mio. kr:

Albertslund 19,4 millioner kroner

Lolland 18,1 millioner kroner

Guldborgsund 44,4 millioner kroner

Kerteminde 15 millioner kroner

Esbjerg 34 millioner kroner

Struer 12,5 millioner kroner

Norddjurs 26 millioner kroner

Jammerbugt 16,5 millioner kroner

I alt: 185,9 millioner kroner.

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet.