Struer er først: Gå til konfirmand i skoletiden

En ny forsøgsordning gør det nu muligt for eleverne i Struer Kommune at deltage i konfirmationsforberedelse i skoletiden. Efter folkeskolereformen har forberedelsen været henvist til de sene eftermiddagstimer eller weekenderne. Til stor ærgelse for både elever og kirke.

110915kirke.jpg

Det er Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, der gør det muligt for en række udvalgte kommuner at tilbyde konfirmationsforberedelse i skoletiden. Den første kommune, der har meldt sig på banen, er Struer. 

- Det har været et problem at få det til at gå op med konfirmandundervisningen og med folkeskolen og det er lidt en skam, men nu er der en løsning og vi melder ind på det rammeforsøg. Det kan jeg ligesågodt love med det samme, siger Borgmester i Struer Kommune Mads Jakobsen til TV MIDTVEST.

Han suppleres af provst Carsten Hoffmann, der også er begejstret for den nye forsøgsordning, der allerede kan træde i kraft i indeværende skoleår.

- Jeg synes, det er en rigtig god forsøgsordning, der udviser politisk handlekraft til at løse et problem, som bør kunne løses, Jeg syens, at når man tænker på en forsøgsordning, så tænker man tit på, hvem der vinder og taber . Her synes jeg kun, der er vindere.

Hør provst Carsten Hoffmann fortælle om sine tanker omkring den nye forsøgsordning:

2:35

Ifølge den nye folkeskolereform skal eleverne i udskolingen gå i skole 35 timer om ugen. Det krav har gjort det så godt som umuligt at gennemføre konfirmationsforberedelse indenfor den almindelige skoledag. Flere steder har det betydet, at præsternes undervisning har været henvist til aftner og weekender.

- Nogle af landets elever i 7. og 8. klasse har haft ekstremt lange skoledage, fordi præster og skoler har haft svært ved at få planlagt konfirmationsforberedelsen inden for normal skoletid. For at afhjælpe problemet giver vi nu mulighed for, at kommunerne kan gøre sig erfaringer med at lægge konfirmationsforberedelsen i den tid, der ellers var afsat til understøttende undervisning, siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby om baggrunden for det nye forsøg.

Der er ansøgningsfrist for interesserede kommuner den 15. oktober.

Se hele interviewet med Ellen Trane Nørby her:

3:06

Hør Struers Borgmester Mads Jakobsen fortælle om sine overvejelser om forsøgsordningen:

0:52