Struer-dreng tættere på Hall of Fame

Et af de største danske sportsnavne i USA nogensinde, den tidligere NFL-spiller Morten Andersen, er stadig kandidat til at blive en del af den prestigefyldte NFL Hall of Fame.

mortenandersen.jpg

Den nu 54-årige tidligere NFL-spiller (Amerikansk fodbold red.) Morten Andersen, der er opvokset i Struer, er nu en af 26 semifinalister som kan blive en del af den prestigefyldte NFL Hall of Fame.

Morten Andersen rejste i 1977 til USA som udvekslingsstudent og begyndte sin karriere i 1982 i New Orleans. Gennem de næste 25 år opnåede han at blive den mest scorende spiller i NFL nogensinde. Han er også to gange blevet udtaget til årtiets hold i 80’erne og 90’erne ligesom han både i 2012 og 2013 var nomineret til at blive en del af NFL’s Hall of Fame.

Kampen er hård

Kampen om at blive en del af den prestigefyldte Hall of Fame er hård. Således er det altså heller ikke lykkedes ham, at blive optaget de seneste to år, men nu er han tættere på.

I år var 113 tidligere spillere og trænere nomineret og den liste er nu kortet ned til 26 semifinalister og her er Struer-drengen altså stadig med. I begyndelsen af det nye år sorteres yderligere 11 spillere fra inden mellem fire og otte bliver indlemmet i klubben af NFL-legender.

Morten Andersen trak sig som 48-årig tilbage i 2008. Hans scoringsrekord på hele 2544 point står stadig som et tydeligt bevis på hans gloværdige karriere.