Struer Byråd lukker fire børnehaver

Struer Byråd lukker fire børnehaver

På et byrådsmøde onsdag aften besluttede Struer Byråd at lukke fire af Struer bys syv børnehaver.

Fra 2013 vil der kun være tre børnehaver i Struer by. På et byrådsmøde onsdag aften blev det besluttet, at fire af de nuværende syv børnehaver skal lukkes. Det skete trods kritik fra flere forældre, der frygter at sammenlægningen af børnehaverne betyder, at børnene får færre pædagogtimer.

En lukning og to sammenlægninger

Det er Struerskolens Børnehave der skal lukkes, mens de seks andre børnehaver skal lægges sammen til tre nye. Og selv om der har været protester fra forældrene, så er de alligevel tilfredse.

- Vi er glade for, at vi er blevet hørt, og at der kom et punkt på dagsordenen, der omhandlede normering af personalet i de nye børnehaver, siger forældrerepræsentant Randi Bundesen til P4 Midt- og Vest.