Struer-bokser om 26 år ældre modstander: Ikke hurtig som før

Dina Thorslund har selvtilliden i orden før lørdagens VM-kamp. En begivenhed, der betyder meget i Struer, som ligger boksering til.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Læs også Hårdtslående boksedronning tager Struer med storm

Lørdag aften møder 24-årige Dina Thorslund den 50-årige jamaicaner, Alicia Ashley, i en VM-kamp på hjemmebane i Struer. Og aldersforskellen ser hun bestemt ikke som en ulempe.

- Det giver hende jo noget erfaring, men 50 år - så går det altså også lidt ned ad bakke, så hun kan ikke være lige så hurtig og eksplosiv, som hun før har været. Det er til min fordel, slår den selvsikre bokser fast.

Fredag eftermiddag var der indvejning i Struer Energi Park. Et sted i en by, hvor begejstringen for kampen er stor.

- Det er ret stort. Det er ikke hver dag, det sker i Struer, så vi har glædet os rigtig meget og lagt rigtig mange kræfter i det, siger Bibi Salskov, som er centerchef ved Struer Energi Park.

Værten forventer 1.600 tilskuere til kampen.

Lokal tro på byens bokser

Blandt dem, TV MIDTVEST fangede på gaden i Struer, var der ingen slinger i valsen. Dina Thorslund har gode chancer.

- Jeg ved ikke, om aldersforskellen gør noget, men jeg har set og hørt, at Dina er i topform. Jeg er sikker på, at det er det, der kommer til at afgøre slaget, siger Mette Tandrup Madsen.

- Hvis den går over en 4-5 omgange, så er det jo meget fint - og så vil jeg da håbe, at hun får hende slået ned, fortæller Tommy Trans.

Dina Thorslund vandt sidste år Junior-VM.

Læs også Boksning: Struer har fået en verdensmester

02:11 Luk video