Strikse indrejseregler giver ferieknas

Nye indrejseregler i Danmark kan ødelægge den planlagte sommerferie i Danmark for en mand fra Struer og hans sydafrikanske familie.

19SydafrikaFamile.jpg

Det er blevet sværere og sværere for danskere i udlandet at komme på ferie i Danmark med deres udenlandske ægtefæller. Det må Tyge Pedersen fra Cape Town i Sydafrika erkende.

Tyge Pedersens far bor i Struer, og hvert år plejer Tyge Pedersen, hans sydafrikanske kone og deres to børn at besøge ham i hans sommerhus i Grynderup. Men i år har det voldt problemer med indrejsetilladelsen til Danmark. Nye regler fra udenrigsministeriet betyder nemlig, at familien har måttet skaffe nye internationale vielses- og fødselsattester, bevis fra børnenes skole og vuggestue på, at børnene vender tilbage efter ferien, samt at Tyge Pedersens kone, Pepita, har måttet rejse 4000 km for at møde personligt op og søge om visa til hele familien. Med tabt arbejdsfortjeneste har omkostningerne ved de nye regler kostet den danske familie i Sydafrika mere end 60.000 kr.

- Det er frustrerende, erkender Tyge Pedersen over Skype, fra Cape Town.

Ingen problemer med andre lande

Familien har haft besvær med at skaffe den megen dokumentation i en travl hverdag. Parret er selvstændige, og har ingen problemer med at rejse ind i andre europæiske lande.

Efter planen skal familien rejse fra Cape Town på lørdag, men det er stadig usikkert, om de mange anstrengelser bærer frugt. Visaerne dukker nemlig tidligst op på fredag, og kommer de senere, er både besværet, de ekstra penge samt pengene for flyrejsen tur-retur til Danmark tabt på gulvet.

 

1:52
Nye indrejseregler i Danmark kan ødelægge den planlagte sommerferie i Danmark for en mand fra Struer og hans sydafrikanske familie.