Strikkekonflikt ulmer i Brande

To strikkefraktioner er dybt uenige om, hvordan man bedst udnytter doneret garn.

strikkekonflikt.jpg

Projektet Strik Brande Glad vil udsmykke Brande med strikkegrafitti, og pynte både træer, bænke og lygtepæle.

- Jeg håber at projektet kan skabe fællesskab. Vi vil gerne have alle i byen med. Gamle, unge, virksomheder og skoler. Kort sagt alle, siger Dina Blomstrand, der er leder af projektet.

Men ikke alle er tossede med ideen. Nørklekluben strikker hver formiddag tøj til børn i nød over hele verden for Røde Kors. Og de er meget misundelige på al den garn, som Strik Brande Glad har fået doneret. I dag tog de opstilling foran caféen hvor Strik Brande Glad mødes.

- Broer og træer fryser ikke her om vinteren, og vi kunne bruge garnet meget bedre til at strikke trøjer til de stakkels børn ude omkring i verden, siger Marie Kristjansen fra Nørkleklubben.

Optimisme under konflikten

Selvom konflikten kan synes uløselig, er der plads til optimisme hos Strik Brande Glad.

- Hvis vi har en konflikt så må vi jo snakke sammen. Vi skal selvfølgelig prøve at have forståelse for hinandens holdninger, men jeg kan ikke se vi skader deres situation eller deres projekt med nogen som helst ting, siger Dina Blomstrand.

Afviser voldige metoder

Aktivisterne har tidligere forsøgt sig med læserbreve uden held. Alligevel afviser man at tage hårdere midler i brug.

- Vi vil ikke bruge vold. Men vi håber at folk i fremtiden vil donere noget mere garn til os, siger Marie Kristjansen.