Striden om ulovlig carport fortsætter

En familie fra Tjørring kæmper på fjerde år mod Herning Kommune i en sag om en ulovlig carport. Sagen er endnu en gang forlænget.

Ulovlig carport, Tjørring
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Et udhæng, der er for langt ude i skellet, har familien Alhsén fra Tjørring nu kæmpet med Herning Kommune om i det, de føler som evigheder.

I dag blev det nemlig besluttet på et møde i kommunens miljø- og teknikudvalg, at sagen skal ud i en nabohøring. 

- Jeg synes den er træls, hvor vi har spildt vores tid, synes vi. Og kommunen har spildt deres tid. Og jeg havde jo håber på, der skulle komme en afslutning på det hele i dag, men det gjorde der så ikke, siger Hanne Narvåg Ahlsén fra Tjørring.

- I første omgang vil jeg ikke udtale mig meget end at vi laver den nabohøring, fordi det afhænger af  de svar, der kommer. Hvis de er klare og præcise, så må vi jo forholde os til det. Og hvis der er nogen, der ønsker at de ikke skal have eksempelvis en dispensation, så må vi forholde os til det, siger kommunen og erkender, at sagsforløbet har været alt for langt, siger Finn Stengel Petersen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Herning Kommune.

Carporten er opført tilbage i starten af 00'erne af husets tidligere ejer. I 2010 købte Hanne Ahlsen og hendes mand huset, og 3 år senere fandt de ud af, at carporten er ulovlig. 

- Jeg tænkte, at det kan ikke passe. Det kan ikke passe, at vi har købt et hus, der ikke er lovliggjort med den ombyggelse, der var lavet, men sådan var det. Den var ikke lovlig den carport, siger Hanne Narvåg Ahlsén.

Sagen om den ulovlige carport har kørt frem og tilbage lige siden, og det har blandt andet betydet, at familien ikke har kunnet sælge huset.

Nu skal sagen altså bringes ud til naboerne på Børglumvej. 

- Den skal blive stående som den er. Det ville være helt urealistisk at det hus dernede skal laves om, fordi det er så meget en konstruktionsændring, der skal ændres for at det kommer til at opfylde kommunens krav, siger nabo Jens Møller Kristensen.

- Den skal absolut have lov til at blive stående, den generer jo ikke. Selv ikke en gang os, som er deres nærmeste naboer. Så den tager ikke noget lys eller noget som helst for os, så den skal helt klart blive stående, siger Helle Jespersen-Skree Madsen, der også er nabo til den ulovlige carport. 

Der bliver truffet afgørelse i sagen d. 28. november. 

2:12
En årelang strid mellem en familie i Tjørring og Herning Kommune fortsætter. Familien bor i et hus med en ulovlig carport, som husets tidligere ejer har opført.