Strid om skulptur i Thisted

En langvarig konflikt om en skulptur i Thisted tager nu en ny drejning. Kunstner Bent Skytte-Rasmussen og Region Nordjylland er uenige om aftalen bag skulpturen.

Skulptur i Thisted

Bent Skytte-Rasmussen er kunstneren bag den skulptur, der står foran akutmodtagelsen i Thisted. Men han er langt fra tilfreds med skulpturen. Han beskylder regionen for aftalebrud, fordi den ikke har lavet kunstværket færdigt som lovet.

- Det er frustrerende, for den fungerer ikke som skulptur, siger Bent Skytte-Rasmussen.

Der er ifølge kunstneren flere ting, der mangler at blive gjort færdigt. En af de ting, er lys. Da kontrakten om at lave skulpturen blev indgået mellem Bent Skytte-Rasmussen og Region Nordjylland, blev det samtidig aftalt mundtlig, at regionen skulle betale for lys på skulpturen.

Det fremgår blandt andet af en mail, hvor en medarbejder fra regionen bekræfter aftalen. Men nu vil region Nordjylland ikke ofre flere penge på kunstværket, fordi det ikke står direkte i kontrakten.

Vi har lovet at se på det, men vi har ikke givet håndslag på, at vi ville betale det. Det er ikke min opfattelse, og det er heller ikke vores juristers opfattelse af sagen, siger regionsrådsmedlem (S) Vagn Nørgaard.

- Min holdning er, at en aftale er en aftale, uanset om den står i en kontrakt. Altså vi laver en skriftlig aftale på mail, så jeg troede, at vi havde en aftale, siger Bent Skytte-Rasmussen.

Konflikt siden 2013
Som Tv Midtvest tidligere har fortalt, så er det langt fra første gang, at der er problemer med skulpturen i Thisted. Da akutmodtagelsen blev indviet i 2013 var skulpturen ikke færdig. Bent Skytte-Rasmussen havde overskredet budgettet med 300.000 kroner. Regionen ville give ham 50.000 kroner ekstra. Kunstneren valgte at stifte personlig gæld for at få gjort projektet færdigt. Men problemerne er altså langt fra ovre.

- Man går ind og indvier et kunstprojekt og siger det er færdigt, selvom jeg siger, det ikke er færdigt. I har ikke fået varen. Kunstnerisk fungerer det ikke, og så bestemmer I, at det bare er godt nok, og nu vil I ikke betale flere penge, siger Bent til Vagn Nørgaard.

Regionspolitikerne mener, at der er ofret rigeligt med penge på skulpturen.

- Jeg står inde for, at vi ikke bruger flere af skatteborgernes penge, end vi har bevilling til, siger regionsrådsmedlem (S) Vagn Nørgaard.

Her kan du se et indslag fra 2013, hvor Bent Skytte-Rasmussen selv kaster 150.000 kroner i projektet.