Strid om planloven i Ringkøbing-Skjern

Ringkøbing-Skjern Kommune er uenige i Miljø- og Naturklagenævnets afgørelse om et byggeri på åbent land i Videbæk.

230913_mark_videbaek_0.jpg

Miljø- og teknikudvalget i Ringkøbing-Skjern har kontaktet Miljøministeren og ministeren for By, Bolig- og Landdistrikter, fordi kommunen er utilfreds med en afgørelse i Miljø- og Naturklagenævnet. Kommunen har givet en borger tilladelse til at opføre et hus på en mark i Videbæk, så længe borgeren river et andet hus ned.

Men Miljø- og Naturklagenævnet har omgjort tilladelsen til et afslag, da byggeriet er i strid med planloven. Loven forhindrer, at bygge nyt i det åbne land. Nu vil Ringkøbing-Skjerns Miljø- og Teknikudvalg have ændret planloven.

- Du sætter udviklingen i stå, hvis du hele tiden påstår, at du kun må bo der, hvor du altid har boet. Verden ændrer sig jo. For bare 70-80 år siden havde vi en helt anden struktur i det åbne land, siger Ole Kamp (V), formand for Miljø- og Teknikudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Danmarks Naturfredningsforening: Rigelige muligheder for at bo på landet

Det er Danmarks Naturfredningsforening, der har klaget til Miljø- og Naturklagenævnet over kommunens afgørelse. Foreningen mente, at beslutningen var i strid med loven.

- Efter min mening, er der rigelige muligheder for at folk kan bo på landet. Dels er der en hel del landbrugsejendomme, som ikke bliver brugt, som er til salg. Og dels er der i landsbyerne ledige grunde til salg, siger Per Mikkelsen, bestyrelsesmedlem i Danmarks Naturfredningsforening, Ringkøbing-Skjern afdelingen.

Landdistrikternes Fællesråd: Kommunen bør selv bestemme

Men det er ikke kun Ringkøbing-Skjern Kommune, der ser planloven som et bump på vejen. Formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard mener, at kommunen selv burde have lov at afgøre om huset skal bygges, fordi kommunen kender lokalområdet bedst.

- I den her situation, burde planloven give kommunerne lov til at fjerne bygningerne et sted og give lov til at der bliver bygget et andet sted. Der er i øvrigt mange andre kommuner, der har samme ønsker, så det er noget vi har hørt fra en lang række kommuner, siger Steffen Damsgaard.