Stribevis af domme: Black Armys historie i Herning

Siden gruppen Black Army indtog et klubhus i Herning i 2015, har flere af medlemmerne fået domme for blandt andet våbenbesiddelse og salg af narkotika.

Black Army har været i Herning siden 2015.
Black Army har været i Herning siden 2015.
Foto: Arkiv

Salg af 33 kilo hash i Herning.  

Det er fire mænd tiltalt for ved retten i Herning i dag. Tre af mændene er tidligere Black Army-medlemmer.

Og det er ikke første gang, at medlemmer eller tidligere medlemmer af gruppen er blevet stillet for retten i sager om blandt andet handel med narkotika og besiddelse af våben.

Black Army udsprang fra bydelen Vollsmose i Odense, og de begyndte første gang at røre på sig i 2013. Siden spredte gruppen sig rundt i landet, og de fik blandt andet skabt sig et klubhus i Næstved og sidenhen i Danmarksgade i Herning i marts 2015.

I 2016 blev det vurderet, at der var omkring 500 medlemmer af Black Army på landsplan.

Patruljering fra starten

Allerede fra dag ét var politiet i Herning klar til at holde øje med de nye beboere i klubhuset.

Og inden for den første måned blev flere personer med tilknytning til Black Army anholdt for at være i besiddelse af flere stjålne våben og ammunition.

- Black Army er kendt for afpresning, og at det er på den måde, de tjener deres penge. Derfor holder vi meget øje med dem, sagde Anders Olesen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV MIDTVEST tilbage i marts 2015.

0:44
Tre mænd og en kvinde med tilknytning til den nye bande i Herning, Black Army, var i marts 2015 i retten.

Knap 25 kilo hash

Siden klubhusets åbning i Herning i 2015 har medlemmer af gruppen eller personer med tilknytning til Black Army været tiltalt flere gange.

I januar 2016 var ni personer i retten for salg af knap 25 kilo hash fra tre adresser i Herning, Ikast og Brande. Anklagemyndigheden mente blandt andet, at de tiltalte havde drevet kurer-servicen Marleys Express, som kørte hash og skunk ud til køberne.

- Det er foregået i rigtigt stort omfang, og også i et omfang som kom bag på os, sagde politiinspektør Ole Henriksen ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST, da sagen var for retten.

Omkring 10 dage efter retssagens begyndelse blev de ni personer dømt, og de fik alle hver især fængselsstraffe, der lå mellem 10 måneder til ét år og fire måneder.

To af de ni dømte personer valgte af anke dommen til landsretten. Den dom blev senere stadfæstet i landsretten, hvor fængselsstraffene blev hævet med yderligere to måneder. 

2:06
En stor sag om hashhandel blev udrullet i retten i Herning i januar 2015. De tiltalte havde en relation til banden Black Army.

Håndgranat lukkede klubhus

Politiets konstante indsats mod gruppen Black Army var noget medlemmerne af gruppen lagde mærke til fra starten.

- De kører hele tiden rundt her. Og de stopper os tit og visiterer os. De generer os hele tiden, sagde præsidenten for Black Army i Herning, som gik under navnet ”Tiger” til TV MIDTVEST. 

Og i 2017 endte det da også med, at Black Army valgte at forlade klubhuset i Danmarksgade. Det skete, efter at politiet lukkede huset som følge af et håndgranatsangreb mod Black Army-huset.

Men det betød ikke, at Black Army forsvandt fra Herning Kommune. Gruppen valgte nemlig at rykke fællesskab ud på en landejendom uden for Herning.

0:33
Black Army holdt i januar 2017 flyttedag fra klubhuset i Danmarksgade i Herning og dermed blev forbuddet mod at benytte huset også ophævet.