Arbejdspres og stress har det sidste halve år fået flere fremtrædende midt- og vestjyske lokalpolitikere til at sige stop.

Både Jens Rohde fra Viborg og den konservative Stefan Agger fra Lemvig nåede at trække stikket, inden de gik ned med flaget. Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær måtte til gengæld helt ned at vende og var sygemeldt i flere måneder med stress.

Men hvad er det, der presser politikerne sådan - og er det anderledes i dag end for nogle år siden? Vi har mødt tre forskellige politikere. Her får du deres historier.

Jens Rohde er en garvet politiker med fortid i Folketinget og en nutid i både Europaparlamentet og i Viborg Byråd.

De sidste tre år har han jongleret et dobbeltmandat, der har betydet, at hverdagslogistikken har været en markant stressfaktor.

- Jeg har fløjet fra Bruxelles til Hamborg, kørt fra Hamborg til Viborg for at tage til byrådsmøde, for så straks efter byrådsmødet at køre tilbage til Hamborg og tage aftenflyveren til Bruxelles. Det har jeg gjort alt for længe, og det gider jeg simpelthen ikke mere, fortæller Jens Rohde.

Derfor har han truffet beslutningen om ikke at genopstille ved kommunalvalget i november. En beslutning, der er forbundet med både lettelse og ærgrelse.

- Det bliver jo markant færre kilometer, jeg skal tilbagelægge, og det er en lettelse. Men der er samtidig også mange ting, jeg gerne ville have været med til at forme. Jeg har levet og åndet for Viborg som by, siden jeg var 13 år. Det er da ærgerligt at skulle give slip på det.

Kommunalpolitik på et uansvarligt grundlag

Jens Rohde kritiserer, at byrådsarbejdet efter hans mening er alt for uprofessionelt. Det er medvirkende årsag til, at han vælger den del af sit politiske virke fra.

- Meningen med et demokrati er jo ikke, at det er embedsværket, der skal sidde med ansvaret i sidste ende. Det er politikerne. Og skal politikerne sidde med ansvaret i sidste endte, så må de simpelthen også have den tid og de ressourcer, der skal til for, at de har muligheden for at gøre det på et ansvarligt grundlag. Og det mener jeg simpelthen ikke, man har i dag.

Han mener, at meget kunne løses, hvis flere kommunale politikere blev fuldtidspolitikere.

- Det er meget stressende at være i den der konstante vandrette fase med så store transportafstande og med den enorme arbejdsbyrde, der også er i et byråd i forhold til, hvor mange sager der er og kompleksiteten, der er i kommunalpolitik i dag.  Det er altså ikke sådan en gammel cigarkasseøkonomi, vi sidder med. Det er miljø, det er sociale sager, det er jo tunge sager, vi sidder med, siger han.

I Lemvig møder vi 38-årige Stefan Agger. I 2013 blev han valgt ind i Lemvig byråd for de konservative. Med et politisk drive i blodet var det et drømmescenarie. Og rollen som byrådspolitiker, lærer på Lemvig Gymnasium, familiefar og husejer faldt ham længe naturligt. Lige indtil kroppen begyndte at sende advarselssignaler.

- Lidt svimmelhed og hjertebanken, forvirring, konfus sindsstemning(...)Jeg kunne vågne og føle, at jeg var på vej til eksamen, selvom jeg var på vej til arbejde. Og det er ikke sundt at være i det gear, og hvis man ikke kan geare ned, jamen så er man nødt til at gøre noget ved det. Så det gjorde jeg.

Korthuset væltede

Stefan Agger meldte i april ud, at han med øjeblikkelig virkning trak sig fra sin post i Lemvig byråd. Det var især i perioden, da hans konservative byrådskollega, Orla Østerby, blev kaldt ind i Folketinget, at korthuset væltede for Agger. Det betød nemlig, at han pludselig fik tildelt et ekstra udvalg, han skulle forholde sig til.

- Og det kunne jeg godt mærke, at det jeg fik den besked, det føltes lidt som at sidde fast i en fælde. Det kunne jeg mærke, det skulle jeg have sagt nej til, det burde jeg have gjort et eller andet ved, men jeg kunne ikke rigtig overskue, hvad jeg skulle gøre ved det.

Ud over sit civile job som gymnasielærer, sin familie og sit byrådsarbejde skrev Stefan Agger også lige på en politisk blog, blev formand for en konservativ uddannelsespolitisk tænketank, folketingskandidat og ejer af et håndværkertilbud.

- Og så har det været svært at få ladet batterierne op, synes jeg. Det har været svært at finde den der ekstra energi, der skulle til byrådsarbejdet, fortæller han.

Sat folketingskandidaturet på pause

I stedet for at sygemelde sig meldte Stefan Agger ud, at han med øjeblikkelig virkning trak sig fra sin plads i byrådet. Men det betyder ikke, at hans politiske drive er slukket for altid. 

- Jeg ser nok mig selv som en fodboldspiller, der er langtidsskadet. Men det holder man jo ikke op med at være fodboldspiller af. Så det er nok også sådan, jeg ser på min nuværende situation. Jeg tror, det ligger i blodet på mig, siger Stefan Agger.

Han har ud over at forlade sin byrådsplads også valgt at sætte sit folketingskandidatur på standby.

Dennis Flydtkjær fra Herning er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og viceborgmester i Herning Kommune. De to poster har krævet al hans tid.

- Man prøver på at gribe alle bolde. Man prøver på at gøre det så godt som muligt på alle sager, tage alle borgerhenvendelser seriøst, svare alle journalister, læse op på alle bilag, man får i alle sager – og det finder man ud af, det kan man simpelthen ikke fysisk nå.

I december stod det klart for Dennis Flydtkjær, at hans krop ikke magtede mere. Han sov blandt andet dårligt om natten og fik voldsom hovedpine.

- Jeg har tidligere været ramt af Borrelia, hvor jeg havde lammelser i den ene side af ansigtet, det begyndte så at komme igen, mit øje begyndte at hænge, det summede i mine kinder hele tiden, min hørelse gik helt amok, så der var utroligt mange symptomer, som bare skreg til, at nu var der ikke noget at gøre. Den var kørt for langt ud. Ja, der var sådan set ikke noget valg, jeg var nødt til at trække stikket. Jeg kunne ikke mere.

Fik ikke sagt fra i tide

Dennis Flydtkjær fik ikke i tide lyttet til sin krops signaler. Det betød, at hans stress lammede ham totalt. 

- Jeg kunne ikke engang sidde og være sammen med min egen familie. Jeg brugte stort set hele dagen på at sidde og kigge ud i luften. Det er svært at forklare, når det er noget psykisk, men når man har stress, så er det som om, der bare ikke er plads til mere inde i hovedet på en, fortæller han.

I to måneder hev han stikket til alt. Han var ikke i den periode ikke folketingspolitiker, ikke viceborgmester, ikke mand og ikke far for sine tre børn.

- Jeg synes, det var et kæmpe nederlag at erkende, at man simpelthen havde presset citronen så meget, at jeg var nødt til at blive sygemeldt. Jeg svigtede både mine egne ambitioner om at gøre det så godt som muligt, men følte jo også, jeg svigtede både min hustru, for jeg kunne ingenting gøre herhjemme, hun stod med jo alene med tre børn, og jeg følte også, jeg svigtede min arbejdsplads og dem, der havde stemt på mig, siger Dennis Flydtkjær om den svære periode i sit liv.

Deres historier er forskellige, og deres bevæggrunde for at melde fra til det kommunalpolitiske arbejde er langt fra ens. 

I dag vurderer forskningsinstituttet KORA, at en byrådspolitiker i gennemsnit bruger 20 timer om ugen på at forberede sig, sætte sig ind i bilag, sager og henvendelser fra borgere. Det er en fordobling siden 1970. Meget af det skyldes, at opgaverne er blevet flere og mere komplicerede efter kommunalreformen. Og det er i følge Jens Rohde et grundlæggende, demokratisk problem. 

- I dag er det jo så voldsomme mængder af dokumenter og ting og komplekse problemstillinger, vi skal tage stilling til hele tiden løbende i løbet af en uge. Det vælter jo ind med kommunikation fra administrationen. Det er jo klart, fordi kommunerne er jo blevet stærkere, men de har så også fået tilført flere opgaver. For eksempel indenfor psykiatrien, der jo engang lå i de gamle amter, og det er jo så politikere på det samme niveau som dengang, der skal tage stilling til alle de her ting. Og det synes jeg ikke nødvendigvis er ansvarligt, siger Jens Rohde.

Dennis Flydtkjær genkender de voksende bunker på skrivebordet. Men Stefan Agger mener, det handler om at prioritere og sætte ambitionerne ned.

Sæt ambitionerne ned

- Det er vigtigt, at man som kommunalpolitiker opfatter sig selv som et bestyrelsesmedlem og ikke som en del af direktionen i en virksomhed. Man er med til at sætte nogle rammer, man står jo ikke for driften, man står ikke for bittesmå detaljer i alt muligt med, hvad kommunen foretager sig. Man bliver nødt til at holde sig lidt oppe i helikopteren som kommunalbestyrelsesmedlem, siger Stefan Agger og understreger, at hans historie ikke skal være med til at afskrække andre fra at stille op til byrådsarbejdet.

Alle tre politikere er enige om, at sociale medier og moderne teknologi har forandret byrådsarbejdet markant. Kontakten mellem borger og politiker blevet hurtigere og nemmere - på både godt og ondt. 

- I dag sender man bare en mail eller man henvender sig på Messenger på Facebook, og det er jo klart, at det giver en god demokratisk samtale, og at det er en god ting. Men det tager også bare mere tid. Det gir jo sig selv, at når der er mange borgerhenvendelser, der skal adresseres, og skal det gøres ordentligt, så fylder det jo på minutter. Og for en fritidspolitiker bliver det noget, der skal foregå om aftenen, når man kommer hjem, fortæller Jens Rohde.

For Stefan Agger har sociale medier fyldt meget. Han har jævnligt opdateret og informeret sine følgere og vælgere om, hvad han lavede, og hvad han mente.

- Det har været en væsentlig del af det, som har gjort at det politiske arbejde har føltes tungt for mig. Om de andre i byrådet føler sådan, det ved jeg jo ikke. Der er måske også nogle generationsting der, men for mig har det klart været en stressfaktor, siger han. 

Sociale medier stresser

For Dennis Flydtkjær har hans sygemelding med stress betydet, at han har været nødt til at gøre op med tidligere vaner.

- Jeg bruger ikke sociale medier mere, jeg bruger næsten aldrig Facebook for eksempel, som jo bare er en stressfaktor, hvor man altid er åben og altid er online og altid er på. Jeg har fundet ud af, at man er nødt til at have nogle perioder, hvor man ikke er tilgængelig på telefonen, hvor man ikke er tilgængelig på Facebook eller at man ikke altid skal snakke arbejde, men hvor man simpelthen bare har brug for at komme væk.

Jens Rohde genopstiller ikke. Stefan Agger har trukket sig med øjeblikkelig virkning, og Dennis Flydtkjær stopper i byrådet ved udgangen af året. Han fortsætter i Folketinget, men hans kamp mod stress er langt fra ovre.

- Jeg kæmper faktisk rigtig meget med lige nu med at være endnu mere skarp på at sige nej til møder og til konferencer og til at komme ud og holde taler forskellige steder, simpelthen for at undgå, at jeg går ned igen.