Stress i familieafdeling

Stress i familieafdeling

Medarbejderne i Viborg Kommunes familieafdeling går ned med stress og sagerne hober sig op til skade for svage børn og unge.

Den er helt gal med arbejdsforholdene i Viborg Kommunes familieafdeling.

- Der er ingen struktur - alt er kaos. Sådan lyder een af mange kommentarer fra medarbejderne i afdelingen. Kommentarerne har Arbejdstilsynet skrevet ned i en rapport, som Viborg Stifts Folkeblad har fået aktindsigt i.

Af rapporten fremgår det blandt andet, at antallet af sager er vokset fra 25-30 sager per medarbejder til omkring 50 sager i dag. Socialrådgiverforeningen anbefaler maksimalt 35 sager. Derfor kan der gå op til et år fra en familie søger hjælp til, at hjælpen bliver bevilget. Den situation får medarbejderne til at opfatte deres arbejde som "menigsløst og uanstændigt".

Arbejdstilsynet konkluderer, at arbejdet i Familieafdelingen ikke er "planlagt, tilrettelagt og udført,   så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Og Arbejdstilsynet pålægger Viborg Kommune at forbedre den "utilstrækkelige" håndtering af arbejdspresset.

Formanden for børne- og ungdomsudvalget Søren Pape Poulsen (Kons.) siger, at der arbejdes hårdt på at forbedre forholdene:

- Vores direktør har sat en lang række tiltag i gang for at rette op på det her. Og jeg har fuld tillid til, at han gør et godt stykke arbejde, siger Søren Pape Poulsen.

Men udvalgsformanden erkender, at man i sidste ende kan blive tvunget til at se på om budgetterne er realistiske.

Senest den 8. juni skal Familieafdelingen sende en redegørelse til Arbejdstilsynet om, hvordan man har tænkt sig at løse problemerne.

To medarbejdere i familieafdelingen var i øvrigt sygemeldte på grund af stress, da Arbejdstilsynet var på besøg.