Strejken fortsætter

Medarbejderne hos Jensen's Foods vil stadig ikke acceptere lønvilkår.

120711_Jensens_Foods.jpg

Samlebåndene står stille for anden dag i træk hos Jensen's Foods i Struer. Ledelsen har krævet, at de ansatte skal gå ned i løn og opsagt en lokalaftale, men det har altså været for meget for de ansatte. Ved et fagligt møde torsdag morgen besluttede de at forlænge strejken indtil fredag morgen.

De gør grin med de ansatte

Jensen's Foods fremgangsmåde er dybt kritisabel. Det mener formanden for fødevareforbundet NNF Midt- og Vestjylland, Steen Hartmann.

- Det er at gøre grin med de ansatte uden videre at sige lokalaftalen op uden forhandlinger, siger Steen Hartmann til TV/MIDT-VEST. Han fortæller, at han for fem uger siden havde et møde med virksomhedens direktør, hvor de aftalte at drøfte lønforholdene nærmere.

- Men siden da har jeg intet hørt, indtil lokalaftalen så blev sagt op, fortsætter Steen Hartmann.

NNF har nu indkaldt Jensen's Foods til et møde den 28. oktober for at drøfte situationen.