Strejke på Dagbladet Holstebro

Journalistiske medarbejdere på Dagbladet Holstebro-Struer/Lemvig Folkeblad nedlagde i morges arbejdet i protest over nedskæringer.

Journalister på Dagbladet Holstebro-Struer nedlagde i morges arbejdet i protest over en kommende fyringsrunde, der blev varslet den 7. april. Otte stillinger skal nedlægges på Dagbladet Holstebro-Struer og Lemvig Folkeblad, og først torsdag-fredag i næste uge er der udsigt til at få sat navne på de fyrede, fortæller en frustreret talsmand for Den Journalistiske Klub i Mediehuset Holstebro, Henrik Lind Jørgensen.

Det er netop uvisheden, der nu får de ansatte til at nedlægge arbejdet. Nedskæringerne skal effektueres sammen med en større omlægning af redaktionerne allerede 1. maj.

Stort omfang

Oven i de generelle frustrationer over, at der skal ske store besparelser i Midtjyske Medier for at opnå en midlertidig balance, er de ansatte i Holstebro og Lemvig chokeret over besparelsernes omfang. Op mod en tredjedel af redaktionen skal beskæres. Den nedskæring bliver gennemført på trods af, at mediehuset generelt har en sund økonomi og har præsteret store overskud de seneste ti år.

Tvivlsom fællesredaktion

Når nedskæringen bliver gennemført, vil ledelsen samtidig omlægge avisen, så mere stof skal skabes på en fællesredaktion.

- Ud fra de sparsomme informationer, vi indtil videre er præsenteret for, nærer vi den dybeste mistillid til, at den model kan skabe den nødvendige fremdrift for virksomheden. En fremdrift, der er nødvendig, hvis den nuværende sparerunde ikke i sig selv skaber balance i Midtjyske Mediers økonomi, forklarer Henrik Lind, Jørgensen, talsmand for den journalistiske klub i Mediehuset Holstebro.

Medarbejderne holder møde igen på mandag. Avisen udkommer formentlig som normalt, idet chefer og praktikanter ifølge overenskomsten ikke må strejke.

Ifølge konstitueret tillidsrepræsentant på Viborg Stifts Folkeblad, Henning Just, har medarbejderne dér ikke tænkt sig at gå i strejke i dag.

Oversigt over fyringsrunden:

Dagbladet Ringkøbing-Skjern: 3 Århus Stiftstidende: 15 Viborg Stifts Folkeblad: 6 Randers Amtsavis: 7 Dagbladet Holstebro-Struer og Lemvig Folkeblad: 8

Se også:

Strejke på Ringkøbing-Skjern 17-04-09Mere statsstøtte til dagbladene 17-04-09

Se interviewbid med talsmand for den journalistiske klub i Mediehuset Holstebro, Henrik Lind Jørgensen:

0:21