Strejke i Norwegian får ingen betydning i Karup

Selvom strejken i Norwegian onsdag morgen blev en realitet, får det ingen umiddelbare konsekvenser for Karup Lufthavn.

Karup_200114.jpg

Forhandlingerne mellem Norwegian og flyselskabets kabinepersonale i Norge er natten til onsdag brudt sammen, uden at parterne har fundet en løsning på striden. Det oplyser det norske fagforbund Parat.

Dermed er den første strejke i lavprisselskabets historie en realitet. Det er dog uklart, om det ender med en fuldstændig arbejdsnedlæggelse og dermed et totalt stop for samtlige Norwegians flyvninger.

Uanset hvad får strejken ingen betydning for Karup Lufthavns afgange med netop Norwegian-fly.

- Det er Norwegian, der står for ruten, men Danish Air Transport der flyver flyene. Så umiddelbart tror jeg ikke, det får konskevenser - det er kun, hvis der opstår sympatiaktioner. Men jeg tror ikke, det er sandsynligt, at dansk kabinepersonale går med i strejken, siger lufthavnschef Erik Jakobsen til TV MIDTVEST.

Vil flytte kabinepersonale

Forhandlingerne mellem Parat og Norwegian Kabinforening på den ene side og modparten Norwegian og NHO Luftfart har stået på siden tirsdag middag.

Striden er udløst af, at Norwegian vil overflytte sit kabinepersonale i Danmark og Norge til separate selskaber.

Dermed kan kabinepersonalet i de to lande ikke længere forhandle samlet. Parats forhandlingsleder, Turid Svendsen, siger, at Norwegian har vist en fuldstændig manglende vilje til at opfylde kabinepersonalets vigtigste krav.

- I mine snart 25 år i denne branche har jeg aldrig oplevet magen til opførsel fra en arbejdsgiver under en forhandling, siger han ifølge vg.no.

Ifølge kabinepersonalets leder, Marit Lindèn, vil hovedkravet ikke koste Norwegian en eneste krone.

- Det eneste, vi kræver, er en videreførelse af de nuværende aftaler, siger hun i en pressemeddelelse.

Norwegians administrerende direktør, Björn Kjos, beklager den usikkerhed, som strejken skaber for de rejsende, skriver nyhedsbureauet NTB.

Kjos forklarer, at selskabet ikke kan godtage krav, "som indebærer en ændring af strategiske beslutninger, som Norwegians bestyrelse har taget for at sikre selskabets fremtid".