Dagens helt: Strandgæst reddede fire tyskere på vildfaren luftmadras i land

Den helt store redningsaktion var sat i søen på stranden ved Husby. Men inden de nåede frem tog en lokal gæst sagen i egen hånd.

Den store redningsaktion blev sat i søen fredag ved Husby.
Den store redningsaktion blev sat i søen fredag ved Husby.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der går lidt tid fra alarmen lyder til redningsmandskabet er på plads. 

13.49 gik alarmen og både redningsmandskab, både og helikopter blev sendt mod stranden ved Husby. Meldingen gik på, at fire voksne mennesker var drevet ud på vandet på en stor luftmadras. 

- Strømmen tog dem så langt ud, at de ikke selv kunne komme ind igen. Derfor satte vi det helt store beredskab i gang, fortæller indsatsleder Mogens Eliassen fra Nordvestjyllands Brandvæsen til TV MIDTVEST. 

Lokal helt

Inden beredskabet kom frem til stranden ved Husby, så tog en anden badegæst sagen i egen hånd.

- Han fik fat i en redningskrans, svømmede ud til dem og fik dem sikkert i land. Alle kom ind og er i god behold, fortæller Mogens Eliassen. 

Dermed fik beredskabet testet deres evne til at rykke ud. Selve redningsaktionen, den tog en lokal helt på stranden ved Husby sig af.