Stram økonomi i regionen

Et samlet regionsråd blev mandag aften enige om Region Midtjyllands budget for 2015. Budgetaftalen er særdeles stram og giver ikke plads til uforudsete udgifter.

RM_Salen_interieur.jpg

Politikerne i Region Midtjylland har flere gange været rygende uenige, når de skulle stemme for regionens budgetter. Men alle 41 medlemmer stemte for, da Regionsrådet i aftes vedtog budgettet for 2015. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Regionen har udgifter for 22,4 milliarder, og der er ifølge politikerne tale om et meget stramt budget, hvor der ikke er plads til uforudsete udgifter. Der er ikke afsat puljer her til, og der er ikke udsigt til, at udgiftspresset letter de kommende år.

- Der var naturligvis mange flere ønsker end penge. Alligevel er det lykkedes at samle alle rådets partier i en bred aftale. Det, synes jeg, er rigtig flot, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S) i en pressemeddelelse.

En hård tid

Aftalen harmonerer med den økonomiaftale, som før ferien blev forhandlet med regeringen. Nøgleordene er: afdæmpet vækst, omprioriteringer, effektiviseringer og implementering af udrednings- og behandlingsretten, kræftplanerne samt udviklingen af det sammenhængende sundhedsvæsen.

- Jeg vil især gerne kvittere for, at alle partier med aftalen tager ansvar for de meget store krav, vi stiller til regionens ansatte. Vi beder også i år om forbedringer, der ikke kommer uden forandringer. For nogle medarbejdere er det en hård tid, og alle fortjener rådets tak, siger Bent Hansen.

Politisk er der prioriteret i alt yderligere 22,35 mio. kr. til blandt andet ambulancer, paramedicinere i udkantsområder, behandling af patienter med grå stær og de mindste akuthospitaler.