Flere besvimede af gyllegasser: To strakspåbud mod svinebedrift

En aktindsigt, som Maskinbladet har søgt, viser, at Arbejdstilsynet har givet to strakspåbud mod svinebedrift ved Holstebro, efter en arbejdsulykke, hvor fire personer besvimede.

En gårdejer ved Holstebro har fået to strakspåbud fra Arbejdstilsynet efter alvorlig arbejdsulykke i stalden.
En gårdejer ved Holstebro har fået to strakspåbud fra Arbejdstilsynet efter alvorlig arbejdsulykke i stalden.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Den 8. marts blev fire personer indlagt efter en arbejdsulykke i stalden på en svinebedrift ved Holstebro. De fire personer besvimede efter at have indåndet gasser fra gyllen i stalden.

Ulykken har resulteret i to strakspåbud til gårdejeren, det viser en aktindsigt i Arbejdstilsynets rapport, som Maskinbladet har søgt.

Skal sikre mod indånding og nedstyrtning

Arbejdstilsynets to strakspåbud pålægger virksomheden, at sikre mod indånding af svovlbrinte under arbejdet med at tømme gyllekanalerne og at sikre åbne spaltehuller mod nedstyrtning.

Ifølge Maskinbladets aktindsigt, vurderer Arbejdstilsynet, at arbejdet i stalden ikke har foregået sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Blandt andet stod gyllen helt op til spalterne i en dybde på 120 centimeter, og grisene i stalden blev apatiske, fordi gassen steg op i staldrummet. 

Derudover var spaltehullerne ned til gyllekanalerne ikke sikret mod nedstyrtning. Ifølge påbuddet var enkelte spalter i tremmegulvet fjernet, så der var åbne huller på 240 gange 40 centimeter, og der var ingen indhegning omkring hullerne. 

Fire familiemedlemmer i fare

Ved ulykken besvimede først gårdejeren af de farlige gasser, mens han arbejdede i stalden og nede i gyllekanalen. Et familiemedlem kom manden til undsætning, men besvimede også. Det samme gjorde et tredje familiemedlem. Et fjerde familiemedlem var også ved at besvime, men nåede at redde sig selv op igen. To personer kom herefter til undsætning og fik reddet alle op og tilkaldt hjælp. Det var gårdejeren, hans kone og hans to forældre, som kom til skade.

Først lød meldingen, at to af de implicerede var i kritisk tilstand, men alle fire blev kort efter betegnet som stabile.

1:11
Indslag 8/3-2019: Fire mennesker var i eftermiddags i livsfare efter en arbejdsulykke på en gård nær Holstebro.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST