Straf til gerningsmænd i knivstikkersag: Mere end fem års fængsel til hver

Samlet set er de tre mænd idømt mere end 17 års fængsel efter et knivstikkeri i Hernings natteliv den 10. marts 2018.

Retten i Herning
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST
Opdatering

Opdateret klokken 18:45

Artiklen er blevet opdateret med citater fra specialanklager Lise Hebsgaard og forsvarer Michael Harms.

    De tre mænd, der torsdag formiddag ved byretten i Herning blev kendt skyldige i en række kriminelle forhold, hvor vold af særlig rå, farlig eller brutal karakter var den alvorligste, har netop fået deres straf for forbrydelserne. 

    31-årige Martin Ib Glæsner, 31-årige Frederik Hartmann Skovgren og 28-årige Jonas Lynghøj Volquardsen skal henholdsvis fem år, seks år og seks måneder og seks år i fængsel. 

    De var alle tiltalt for forsøg på manddrab efter et knivstikkeri i marts, men det blev de frifundet for. Istedet blev de dømt for kvalificeret vold under særligt skærpende omstændigheder.

    - Retten har lagt til grund, at det overfald der skete mod den forurettede var livsfarligt - at han kunne være død af det. Men man har så også fundet, at det ikke kan bevises, at de tiltalte ville slå ham ihjel, og så skal man henføre det under den bestemmelse, det er blevet henført under, altså den groveste voldsparagraf, og det er jeg tilfreds med, lød det fra specialanklager Lise Hebsgaard. 

    Helt så tilfreds var en af de tiltaltes forsvarer dog ikke. Frederik Hartmann Skovgren fik den længste straf på 6,5 års fængsel. 

    - Jeg er tilfreds med, at min klient er blevet frifundet for drabsforsøg. Det har vi jo noteret os med tilfredshed, men jeg er ikke enig i det resultat, som retten er nået frem til, lød det efterfølgende fra Frederik Hartmann Skovgrens forsvarer, Michael Harms, der arbejder hos Advodan i Glostrup.

    Årsagen til forskellen i længden på de tre fængselsstraffe er, at både Jonas Lynghøj Volquardsen og Frederik Hartmann Skovgren flere gange tidligere er straffet for at have begået personlig farlig kriminalitet, mens Martin Ib Glæsner ikke tidligere er dømt for den slags forbrydelser.  

    Forbud mod at opholde sig i Herning Kommune

    Udover fængselsstraffen har de tre mænd også fået forbud mod at opholde sig og færdes i hele Herning Kommune samt på en række adresser på Sjælland, blandt andet i byen Ganløse, hvor det menes, at rockergrupperingen Satudarah holder til og har klubhus. 

    Opholdsforbuddet træder i kraft, når de dømte er færdige med at afsone deres domme. Herfra gælder det i seks år.

    - Rent principelt synes jeg, at det er en udvikling, man skal være meget opmærksom på fra forsvarernes side, at folk bliver begrænset i deres ret til at bevæge sig frit rundt i landet - det er en ret, vi allesammen har, og den skal jo som udgangspunkt også gælde, uanset om man har været straffet, så det er en ganske grov indgriben i den personlige frihed, som min klient bliver ramt af. Rent praktisk kommer det ikke til at betyde noget her, tror jeg, lød det fra forsvarer Michael Harms. 

    For at idømme opholdsforbuddet skal den forbrydelse, som man er dømt for have tilknytning til ens tilhørsforhold til en form for gruppering. Og det mener forsvareren ikke er tilfældet i denne sag. 

    - Det skal man jo føre bevis for, og efter min opfattelse i den her sag, så er det, der er foregået noget helt tilfældigt, som ikke har noget at gøre med nogen gruppering, og derfor undrer det mig sådan set, at man i sådan en situation pålægger et opholdsforbud. Det mener jeg ikke burde være sket. 

    - Et opholdsforbud er én af mange ting, som Folketinget har vedtaget for at gøre det så besværligt og ikke-attraktivt som muligt at være bandemedlem, og for at gøre det rigtigt svært, hvis man bliver ved med at være bandemedlem. Her har man fået forbud mod at opholde sig alle Satudarahs klubhuse, og klubhusene er bare rigtig vigtige for bandemedlemmer. Det er der, de mødes. Og det må de her tre så ikke i seks år fra løsladelse, og det er jeg meget tilfreds med, lød det umiddelbart efter retsmødet fra politiets specialanklager, Lise Hebsgaard. 

    Udgangspunktet i bemærkningerne til loven er, at man skal have opholdsforbud i den kommune, hvor kriminaliteten er begået, og derfor er Herning Kommune også en del af forbuddet, selvom der ingen Satudarah-klubhuse er. 

    Anker til landsretten

    Udover at blive kendt skyldige i hovedforholdet, blev de tre også dømt i de resterende forhold i anklageskriftet. 

    Umiddelbart efter afgørelsen ankede Jonas Lynghøj Volquardsen og Frederik Hartmann Skovgren sammen med deres forsvarer deres respektive domme til landsretten med påstand om frifindelse - alternativt en formildelse af straffen. 

    Martin Ib Glæsner og hans forsvarer Anders Boelskifte har bedt om betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen på de fem års fængsel. Det er almindelig praksis, at en dømt har 14 dage til at beslutte, om dommen skal ankes.