Støttekroner revet væk på rekordtid

I dag kunne fremtidige solcelleindehavere søge om pristillæg på den strøm, deres solceller vil producere. Men det økonomiske loft blev nået allerede efter få minutter.

Solcelleamok.jpg

Private, der ønsker at producere strøm ved hjælp af solceller, kan søge støtte fra staten. Men der er langt større interesse for støtten, end der er støttekroner.

Kl. 10:00 mandag formiddag åbnede ansøgningsperioden for private, der vil søge om støtte til at producere solcelleenergi. Der er lovet støtte til en strømproduktion på sammenlagt 12 MW. Men allerede kl. 10:02 var der søgt om støtte til langt mere end det tilgængelige.

I skrivende stund (kl. 17:00) har private søgt om støtte til mere end 1.300 MW.

Først til mølle og lodtrækning

Midlerne skal nu fordeles efter først til mølle-princippet. Men alle, der når at ansøge mandag, får lige vilkår. Derfor skal der nu trækkes lod om, hvem af de mange ansøgere, der bliver tildelt støttekronerne.

- Jeg blev lidt forbavset, da jeg hørte, at der var så mange, at hele puljen var væk på to minutter. Men nu må vi se, om vi vinder, lyder det fra Niels Saaby fra Nykøbing, der vil supplere sin elvarmeproduktion med en varmepumpe.

Ansøgningsperioden løber frem til d. 31. maj, men da MW-loftet allerede er nået, skal interesserede søge inden mandag aften kl. 23:59 for at deltage i lodtrækningen på lige vilkår med de resterende ansøgere.

Når man ikke at søge i tide er der dog stadig håb. Hvis en af de resterende støttepuljer, der bl.a. er øremærket boligforeninger, ikke tømmes, kan private efterfølgende søge disse.

 

Ifølge Energinet.dk kan der være opstået fejl, når ansøgere har angivet deres forventede MW-effekt. Derfor vil Energinet.dk nu kontakte en række ansøgere for at forsikre sig, at ansøgningerne er korrekt opgjort.