Stort underskud i Morsø Bank

Overtagelsen af Spar Mors og landbrugets krise er hård ved banken på Limfjordsøen.

morso_bank.jpg

Morsø Bank kom ud af årets tre første kvartaler med blodrøde tal på bundlinien.

Regnskabet viste et underskud på 56,9 millioner kroner mod et overskud på 13,7 millioner sidste år.

Banken betegner selv resultatet som klart utilfredsstillende. Årsagen til det store underskud er blandt andet krisen i landbruget og bankens overtagelse af den krakkede Spar Mors.

For hele året forventer banken et underskud før kursreguleringer og skat på 85-95 millioner kroner - men der er tale om et usikkert skøn. Usikkerheden skyldes, at banken ikke er enig med Finanstilsynet om, hvordan man beregner nedskrivninger på tab til landbruget.

Banken regner med at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på en eventuel kapitaludvidelse.