Slut med at smide plastic i naturen: Stort triatlonstævne vil være grønnere

Challenge Herning vil være et godt eksempel i den grønne omstilling, og flere nye tiltag skal minimere blandt andet plastic i naturen.

00:45

Event director Claus Vesterby fortæller her, hvordan man forsøger at gøre stævnet grønnere. Video: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Hvis du smider affald på ruten, så bliver du smidt ud med det samme. Det er et af de nye tiltag, som skal gøre triatlonstævnet Challenge Herning til en grønnere begivenhed.

Challenge Herning fungerer som det officielle danmarksmesterskab på den såkaldte mellemdistance, som består af 1.900 meter svømning, 90 kilometer cykling og 21,1 kilometer løb - altså en halv ironman.

Læs også Lykkelig verdensmester i triatlon: - Jeg lever stadig på en rus

I år er femte gang stævnet bliver afviklet i Herning, og ifølge arrangør Claus Vesterby har det krævet lidt tilløb at satse på klimavenlighed.

- Vi har haft brug for et par år til at bygge eventet op, men nu har vi overskud til at gøre noget ekstra. Så det har vi valgt at gøre, siger Claus Vesterby, som officielt har titlen event director.

Ikke mere plasticsvineri

Det grønne fokus er blandt andet blevet lanceret på Instagram under #EtFællesMål. Her har Challenge Denmark, der står bag triatlonstævnet i Herning, lanceret forskellige udfordringer såsom at tage en indkøbspose med hjemmefra i stedet for at købe en plasticpose hver gang man handler ind.

Vi er bevidste om, at vi rammer en masse mennesker, som vi kan tale til, og det er det, vi prøver at gøre.

Claus Vesterby, Challenge Herning

- Vi er bevidste om, at vi rammer en masse mennesker, som vi kan tale til, og det er det, vi prøver at gøre, siger Claus Vesterby.

Kllimavenligheden dukker op mange forskellige steder. For eksempel har arrangørerne fået lavet en speciel indpakning til de energigeléer, som atleterne indtager på ruten, så emballagen ikke går i stykker, når man åbner den.

Over for de udenlandske atleter er der gjort meget ud af at fortælle, at i Danmark kan man drikke vandet fra hanerne, så der er ikke grund til at købe så mange plasticflasker.

Læs også EM i triathlon kom til byen: Stor sportsdag i Herning

Det måske mest markante grønne tiltag er en ændring af reglerne:

- Vi har lavet den regel i år, at hvis deltagerne smider noget ude på ruten, og dommerne ser det, så bliver de smidt ud med det samme. Så vi er meget strikse med det. Vi gider ikke, at naturen skal svines til. Man kan sagtens tage de her ting med hjem, siger Claus Vesterby.

Han regner ikke med at kunne redde hele kloden ved at minimere plasticaffaldet en enkelt dag i Herning, men det er heller ikke målet.

- Jeg tror på, at mange bække små, gør en stor å. Forandringerne skal starte et sted, og det vi kan gøre, er også at informere og fortælle atleterne, at vi ikke vil med til, at de sviner. Måsker tager de det med hjem og giver budskabet videre, og så synes jeg, vi har gjort en forskel, siger Claus Vesterby.