Stort minus i Skjern Bank: 56 millioner

Ny skrap linje fra Finanstilsynet gav blodrøde tal på bundlinjen. Banken understreger dog, at de store nedskrivninger ikke nødvendigvis er tabt.

170215SkjernBank.jpg

Skjern Bank udsendte tirsdag eftermiddag sit regnskab for 2014 - og resultatet blev som ventet et stort underskud på 56,7 millioner før skat.

Så sent som i efteråret regnede banken ellers med et stort overskud. Regnskabet for tredje kvartal viste et overskud på 60,8 millioner, men et besøg af Finanstilsynet i januar var med til at ændre billedet markant med ekstra nedskrivninger for omkring 100 millioner.

Bankdirektør Per Munck siger til TV MIDTVEST, at underskuddet kommer efter, at Finanstilsynet har indført en nye og mere konservative retningslinjer for nedskrivninger.

- Det kom nye regler for, at vi skulle tage hensyn til landbrugets krise. Det har vi gjort efter bedste evne, men det har vist sig at være langt fra den praksis, som reelt er gældende på området, siger han.

Banken understreger dog, at nedskrivninger ikke nødvendigvis er lig med tab.

-  Langt hovedparten af nedskrivningerne er foretaget ud fra Finanstilsynets skærpede retningslinjer og praksisændringer. Derfor har vi en begrundet formodning om, at mange af nedskrivningerne over tid kan indtægtsføres, skriver banken i en pressemeddelelse.

Ledelsen betegner det store underskud som særdeles utilfredsstillende, men glæder sig trods alt over en fremgang i basisresultatet på 12 procent til 111 millioner kroner.

For 2015 venter Skjern Bank et basisresultat mellem 115 og 125 millioner.

Derfor gik det galt - interview med Skjern Banks direktør, Per Munck.

2:17