Stort læge-flertal for konflikt

Næsten alle praktiserende læger i Region Midtjylland vil deponere deres ydernumre, hvis ikke der kommer store ændringer i regeringens indgreb i lægekonflikten.

laegerne_cityhuset_herning1.jpg

Torsdag aften stemte 95 procent af de praktiserende læger i Region Midtjylland for, at de er klar til at deponere de såkaldte ydernumre som næste skridt i konflikten med regionerne og sundhedsministeren.

639 af regionens cirka 800 praktiserende læger deltog i afstemningen på et stormøde på Papirfabrikken i Silkeborg.

Hvis lægerne deponerer deres ydernumre betyder det, at aftalen om gratis lægehjælp via sygesikringen bliver sagt op. Så skal patienterne selv betale lægen, men kan få beløbet refunderet helt eller delvist hos det offentlige.

- Det her betyder ikke, at vi ikke vil behandle patienterne. Men hvis ikke vi kan få en aftale med regionerne og sundhedsministeren, vi kan arbejde under, så må vi jo gøre det uden, siger Karsten Rejkjær Svendsen, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation i Region Midtjylland.

Beslutningen blandt de midtjyske læger kommer efter at deres kolleger på Sjælland, Fyn og i Syddanmark også har erklaret sig klar til at deponere ydernumre på lignende møder tidligere på ugen.

Hvis lægerne gør alvor af truslerne, vil det ske med virkning fra 1. september.