Stort fremmøde ved retssag - tre vidner smidt ud

Der er stor interesse for retssagen mod fire unge mænd, der er tiltalt for bedøvelse og voldtægt. Tre vidner er smidt ud af retssalen.

Retten i Herning
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Retssagen mod fire mænd i alderen fra 22 til 26 år begyndte klokken 9.00 ved Retten i Herning. De er alle tiltalt for at have bedøvet og voldtaget en kvinde fra Herning-området. To af mændene er tiltalt for flere voldtægter.

Der er stor interesse for at overvære dagens retssag. Kort før retsmødet gik i gang, blev flere tilhørere bedt om at forlade lokalet, da brandmyndighederne kun tillader 75 personer i retssalen.

Alle fire tiltalte sidder lige nu i retssalen. De er pænt klædt, velfriserede og da de ankom, vinkede og smilte de til deres pårørende. En af dem sendte et luftkys af sted gennem lokalet.

Retsmødet begyndte med oplæsning af den lange tiltale imod de fire mænd. Undervejs i tiltalen rystede flere af dem på hovedet, og en af dem rullede med øjnene.

En af tilhørerne i retssalen var så påvirket af den detaljerede tiltale, at hun brød grædende sammen.

Nægter sig skyldige i voldtægt

Efter tiltalen fortalte de fire forsvarere, at alle deres klienter nægter sig skyldige i forholdene om bedøvelse og voldtægt.

Den 22-årige erkendte dog at have forsøgt at påvirke et vidne under sin varetægtsfængsling ved at sende et brev. Det mislykkedes dog. Derudover erkendte han at være i besiddelse af dopingmidler. 

Også den 26-årige erkendte sig skyldig i et forhold. Det drejede sig om besiddelse af 0,51 gram kokain.

Tre vidner sendt ud af retssalen

Den fyldte retssal blev lidt mindre proppet, da forsvarer Søren Salomonsen bemærkede overfor dommeren, at der var vidner til stede i retssalen.

Retsformand, Michael Lynge Jensen, bemærkede, at det ikke er tilladt for vidner at være til stede i retssalen, inden de selv har afgivet vidneforklaring.

Han bad eventuelle vidner om at forlade retssalen, og kort efter rejste tre kvinder sig og forlod retssalen.

Retsmødet fortsætter resten af dagen, hvor en af de tiltalte blandt andet skal afgive sin forklaring. Der forventes at falde dom i sagen d. 31. august.