Stort fremmøde i domkirken: En højtidelighed i prinsens ånd

Flere hundrede til mindehøjtidelighed for prins Henrik i Viborg Domkirke.

Der var stor opbakning, da Viborg Domkirke tirsdag eftermiddag slog dørene op til en mindehøjtidelighed for prins Henrik.

Flere hundrede personer deltog i højtideligheden for at vise prisen den sidste ære.

- Han har været en betydningsfuld person i vores kongerige og betydet meget for dronningen og hele den kongelige familie. Jeg synes, at vi har undervurderet hans store betydning og store kunstneriske egenskaber, lød det fra en af de fremmødte, Elin Thorsen fra Viborg.

Se et interview med biskop Henrik Stubkjær her.

Højtideligheden blev arrangeret, efter at hoffet opfordrede landets kirker til at markere prinsens død i søndags, og biskop Henrik Stubkjær tøvede ikke med at følge opfordringen.

- Hvis ikke vi skulle gøre det her i Viborg Domkirke, så ved jeg ikke, hvor man ellers skulle. Prins Henrik har altid haft et særligt forhold til Viborg og flere steder i stiftet, fortalte biskoppen inden højtideligheden.

Han henviste blandt andet til Prinsens Livregiment, der havde til huse i Viborg, og Hærvejsmarchen, som prinsen var protektor for.

- I det hele taget nød han at komme her, og der var en stor respekt om ham her i byen.

Og højtideligheden blev også afviklet i prinsens ånd. Den bød for eksempel på fransk kirkemusik, ligesom et af prinsens egne digte blev læst op på både dansk og fransk. Der var også musik fra Prinsens Musikkorps, der også spillede i København, da prinsens båre blev kørt til Christianborgs Slotskirke.