Stort biogasanlæg tilbage på sporet

For fire år siden blev planerne om Videbæk Biogas næsten droppet, men nu regner bagmændene med, at det alligevel bliver til noget.

Biogasanlæg Videbæk
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

I Videbæk vil de bygge et af Danmarks største biogasanlæg. For fire år siden blev planerne om Videbæk Biogas ellers næsten droppet. Men nu er projektet tilbage og skal sikre miljørigtig energi til Arla. 

- Vi har været tæt på at lukke - tæt på at give op flere gange, men vi har heldigvis haft nogle gode partner, som også har villet det her, siger Ole Kjær, der er formand for Leverandørforeningen for Videbæk Biogas. 

Ideen opstod i 2012. Men opbakningen fra de landmænd, der skulle levere den gylle, der skal bruges til at producere biogas, smuldrede. 

Nu er optimismen tilbage, og projektet er igen på sporet. 

- Vi har haft rigtig svært ved at tjene penge i en periode, og det gør, at vi ikke tager nogle investeringer udover dem, der er absolut nødvendige.  Men nu er vi tilbage på sporet igen, og jeg regner med, jeg kommer til at levere gylle i løbet af efteråret 2018, siger Ole Kjær, der håber, at byggeriet af biogasanlægget kan gå i gang sidst på sommeren i år.

Anlægget i Videbæk blive en af Danmarks største og skal producere biogas til Arla i Nørre Vium. Biogassen skal erstatte den naturgas, Arla bruger i dag.

Projektet er et samarbejde mellem Arla, Xergi, NE Biogas og landmændene.