Storsvindler stadig på spil

En svindler har nu bedraget 36 gange siden januar i år for i alt to millioner kroner.

En storsvindler er stadig på spil i vores landsdel. Han har nu bedraget 36 gange siden januar i år i sit eget navn for i alt omkring to millioner kroner. Han er eftersøgt af Politiet, som kender hans navn og adresse, men det er endnu ikke lykkes Politiet at stoppe ham.

- Han er dygtig til at lave de her bedragerier, men han er jo ikke dygtigere, end han afslører sig selv, for han bruger sin egen identitet mange gange. Men det er ret effektivt, det han laver. Han må have en god overtalelsesevne, siden han slipper af sted med det så mange gange. Vi følger op på alle de henvendelser, vi får, og vi søger på alle relevante adresser og hos pårørende, som han kan have kontakt til, siger Frank Olsen, vicepolitiinspektør, Himmerlands Politi.

Svindleren har blandt andet for et par uger siden bedraget sig til bjergbestigeren Mogens Jensens BMW her til en værdi af 410.000 kroner og et lydanlæg fra Sound-Design i Viborg til 80.000 kroner.

Endnu et tilfælde

Endnu en af de bedragede står mandag frem. Denne gang er det Sportigan i Viborg. Her kom to mænd påskelørdag ind for at købe nyt arbejdstøj. Her købte de ind for i alt 10.448 kroner.

- Regningen er aldrig blevet betalt. Jeg synes egentlig, de virkede meget reelle, og historien de fortalte virkede oprigtig, men det er mærkeligt, man ikke kan finde ham, siger indehaver Morten Halvskov.

De to mænd præsenterede sig som Jonas og Kasper fra firmaet J.B.J. Total-Service i Hobro. Forinden havde ejeren af virksomheden ringet med bestillingen. Han oplyste sit navn og gyldigt cvr-nummer, og det accepterede Morten Halvskov.

Bruger eget navn

Der er tale om en grov og usædvanlig form for bedrageri.

- De plejer jo ikke at bruge eget navn, men det er jo for at skabe noget troværdighed i den situation, han står i og får at kunne fremlægge noget dokumentation, som der skal bruges til at oprette de her forskellige kontis og kontrakter, som han står bag, siger Frank Olsen.

Politiet har været i telefonisk kontakt med den 31-årige mand fra Hobro d. 3. juli. Her blev han gjort opmærksom på, at han er sigtet for bedragerisagerne, men manden ønskede ikke at tale med politiet.

- Sidenhen er der sket det, at der dukker flere sager op, og det tyder på, at han fortsætter med at lave flere forskellige bedrageriforhold, siger Frank Olsen.