Storspillende Sisto sørger for FCM-sejr i Europa

Pione Sisto scorede to gange og iscenesatte et tredje mål, da FC Midtjylland slog FC Vaduz i Europa League.

Pione_Sisto_pix.jpg

FC Midtjylland fortsætter sin stime af sejre i Europa League uden at lukke mål ind.   
Torsdag aften vandt midtjyderne på hjemmebane med 3-0 i kvalifikationen til Europa League i den første kamp i anden runde mod FC Vaduz fra Liechtenstein.   

FCM dominerede kampen stort set fra start til slut, og bedømt på de to holds kvalitet torsdag aften kan FCM uden problemer nappe den samlede sejr på udebane om en uge.

Pione Sisto førte an   
Pione Sisto spillede en hovedrolle, da han tegnede sig for det første og tredje mål og også var arkitekten bag det andet mål.

- Det gik, som jeg havde håbet på. Jeg har arbejdet hårdt, og det begynder at give pote. Der bør være endnu mere i vente, siger Sisto til FC Midtjyllands hjemmeside.

Sisto havde i størstedelen af den forgangne sæson svært ved at finde det forventede niveau, men midt i første halvleg udfoldede han så en af sine specialiteter, hvilket virker lovende ved indgangen til den nye sæson.   
Han modtog bolden i venstre side midt på modstanderens banehalvdel, inden han på karakteristisk vis skar ind i banen og afsluttede fra kanten af feltet. Hans flade afslutning strøg i mål ved roden af den nærmeste stolpe til 1-0.   

FCM vadede ikke i chancer
FCM sad totalt på spillet i første halvleg, men vadede dog ikke ligefrem i chancer og scorede ikke yderligere inden pausen.   Hjemmeholdet var fortsat toneangivende i anden halvleg, men Vaduz kom i perioder bedre med.   
Midtvejs i halvlegen var Vaduz få centimeter fra at fremtvinge en udligning, da et langskud strøg forbi trekantsammenføjningen. Derefter kom FCM frem til et par store chancer, som Kristoffer Olsson og den nye finne Markus Halsti misbrugte.   

17 minutter før tid kom cementeringen endelig. Pione Sisto afleverede en fin bold i dybden til indskiftede Vaclav Kadlec, hvis forsøg blev reddet. En anden indskifter Paul Onuachu var dog kvikt over riposten og scorede til 2-0.    
Så gik luften ud af udeholdet. Otte minutter før tid kronede Pione Sisto sin fornemme kamp ved at score sikkert på en aflevering fra Rasmus Nissen.
   
Nu skal FCM blot have returkampen på torsdag overstået, inden klubben kan se frem mod næste runde.    
Yderligere to modstandere skal ryddes af vejen, inden pladsen i Europa Leagues gruppespil er sikret.

   

/ritzau/