Storsejr til unge fra Herning: Vandt DM i Entreprenørskab

Fire elever fra Herningsholm Gymnasium blev onsdag kåret som Danmarksmestre i Entreprenørskab 2017.

Vinderne af DM i Entreprenørskab, Deminish, sammen med H.K.H. Kronprinsen.
Vinderne af DM i Entreprenørskab, Deminish, sammen med H.K.H. Kronprinsen.
Foto: Fonden for Entreprenørskab

En trænings-app til demente, hvor de kan styrker deres kognitive evner. Den idé var så imponerende og gennemført, at fire elever fra Herningsholm Gymnasium sent onsdag aften blev kåret som Danmarksmestre i Entreprenørskab 2017. Prisen blev overrakt af H.K.H. Kronprinsen, der også talte med vinderne om deres idé efter sejren.

Det oplyser Fonden for Entreprenørskab i en pressemeddelelse.

Stimulerende spil

Industriens hus var onsdag spækket med innovative unge og deres kreative iværksætterideer. Alle de unge har deltaget i undervisningsforløbet Company Programme, hvor de har arbejdet med at udvikle iværksætterideer, og onsdag kulminerede det til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, hvor de 43 bedste hold fra hele landet dystede.

Vinderne blev gruppen Deminish fra Herningsholm Gymnasium, som har udviklet en tablet specielt målrettet demente, hvor man ved hjælp af gamification skaber kognitivt stimulerende spil og øvelser, som skal stimulere hjernen og lindre symptomerne hos demente.

- Det er helt vildt! Det er helt sindssygt, og alt det vi har kæmpet for så længe. Vi er virkelig glade og stolte, lød det fra vinderne efter sejren.

Videre til EM

Men titlen som Danmarksmestre i Entreprenørskab fulgte også en check på 10.000 kroner sponsoreret af Nordea, som blev overrakt til de unge opfindere af H.K.H. Kronprins Frederik. Til juli skal Deminish repræsentere Danmark ved det prestigefyldte Europamesterskab, Company of the Year Competition, som holdes i Bruxelles.

Flere vindere fra Herning

Ud over Deminish, som både vandt deres spor Society & Globalization og den samlede 1. plads, så vandt gruppen PlaceUs fra Herningsholm Gymnasium en samlet 3. plads og sporet Trade & Skills. Dermed satte Herningsholm Gymnasium sig markant på aftenen priser.

- Det er en fed følelse, at vi er kommet så langt blandt så mange deltagere, at vi er endt som sporvindere og med en samlet 3. plads. Særligt når man tænker på, at vi jo bare producerer underbukser, men de løser også et problem som 95% af alle mænd døjer med.

- Nu skal vi hurtigst muligt have sat gang i produktionen, lød det fra PlaceUs, da de vandt. PlaceUs har udviklet boxershorts med silikonekant, der forhindrer shorts’ne i at kravle op. De vandt 4000 kroner.

Til fest med Kronprinsen

Vinderne ved DM i Entreprenørskab blev fundet efter en intensiv dag, hvor de unge skulle bevise, at de havde styr på både forretningsmodel, markedspotentiale og samtidig levere et stærkt pitch for at imponere dommerne. Efter en hel dags konkurrencer var der om aftenen festmiddag for alle deltagerne, hvor vinderne blev kåret. Til festmiddagen deltog også H.K.H. Kronprinsen og undervisningsminister Merete Riisager, som efterfølgende mødtes med vinderne og hørte om deres idéer.

Fonden for Entreprenørskab står bag DM i Entreprenørskab i samarbejde med Dansk Industri og Nordea og med støtte fra Bloomberg og Tønder Energi- og Miljøfond.

De fire sporvindere blev:

Society & Globalization:         
Deminish fra Herningsholm Gymnasium

Science & Technology:            
Breather Company fra SDE, Odense Tekniske Gymnasium

Business & Service:                  
Norden fra EUC Nord

Trade & Skills:                             
PlaceUs fra Herningsholm Gymnasium

 

Samlede vindere ved DM i Entreprenørskab 2017:

1. pladsen:
Deminish fra Herningsholm Gymnasium

2. pladsen:                                   
Norden fra EUC Nord

3. pladsen:                                    
PlaceUs fra Herningsholm Gymnasium