Større klit-brand i Thy

Branddaskere, brandfolk og slukningskøretøjer har travlt med en større klitbrand i Stenbjerg i Thy.

snedstedbrand.JPG

Lidt over middag påskelørdag blev Thisted Brandvæsen kaldt til Stenbjerg. Et større lyng og klitareal stod i flammer. Branden var opstået tæt på de yderste sommerhuse på Sømærkevej og bredte sig hurtigt.

Vindretning gjorde forskellenHeldigvis var vinden i øst, så flammerne bredte sig i de knastørre klitter ud mod havet, hvor der ikke er sommerhuse. Havde vinden været i vest, kunne det have fået katastrofale følger, ikke bare for sommerhusene i området, men også helårshusene lidt længere ind.

Det kan hurtigt blive alvorligt

I Stenbjerg husker man endnu klart den store brand i samme område i 2004, hvor adskillige huse var i fare. Den gang var hele byen ude med branddaskere og mange lokale hjalp også med i dag, hvor både brandvæsen og civilforsvar kæmpede for at få bugt med ilden.

Årsagen til branden her påskelørdag er endnu uklar, men der skal ikke meget til, for at lyngen antændes. Det er som en krudttønde herude, fortæller en af sommerhusejerne.