Stormen stopper tog i stimevis

Når stormen rammer, så giver det straks udfordringer for både togselskaber og passagerer. Allerede nu opfordrer Arriva til at passagererne holder øje med hjemmesiden.

Arrivatog, overskaering 150713_0.jpg

Allerede inden stormen har ramt landsdelen, er forholdsreglerne på vej i brug. Hvis du skal med tog, så er det en god idé at holde dig opdateret via trafikselskabernes hjemmesider. Togene kan blive aflyst på stribe. Op mod 65 tog kan blive aflyst.

- BaneDanmark har pålagt os kun at køre med 1 tog i timen. Det sker også på strækninger, hvor vi normalt kører med to tog i timen. Så der bliver aflysninger på strækningen fra Aarhus til Herning, fortæller Martin Wex, kommunikationschef hos Arriva.

Hold øje med hjemmesiden

Her knapt et døgn før stormen formodes at rase opfordrer Arriva til, at passagerene holder øje med hjemmesiden og lytter til politiets anbefalinger. Torsdag formiddag vil BaneDanmark kommer med deres foreløbige vurdering, der i yderste konsekvens kan betyde, at alt togdrift kan blive indstillet fra klokken 15.00 torsdag eftermiddag.

- Vi opfordrer vores passagerer til at komme hjem inden klokken 15, hvis det kan lade sig gøre. Skal man med toget på arbejde fredag morgen, skal man være opmærksom på, at det kan tage længere tid, fordi vi kan blive nødt til at køre med busser i stedet for tog, hvis der ligger væltede træer henover skinnerne, fortæller Martin Wex.