Stormen stopper nu togene

Arriva oplyser, at togdriften på strækningerne Skjern-Esbjerg, og Skjern-Aarhus nu er indstillet. Der arbejdes på at indsætte busser i stedet for.

Klokken 16.46 indstillede Arriva togdriften på strækningen mellem Skjern og Esbjerg. Driften på ruten fra Skjern til Aarhus er også berørt at dagens storm.

- Der er flere steder, hvor der ligger træer henover togsvellerne, og der er flyvende objekter, vi skal være opmærksomme på. Derfor er togdriften indstillet, fortæller Martin Eskesen, der er kommunikationsmedarbejder hos Arriva.

Han fortæller videre, at Arriva på nuværende tidspunkt endnu ikke ved, hvornår togene kommer til at køre igen, men at selskabet forsøger at sætte busser ind på ruterne i stedet.