Stormen Johanne får Banedanmark til at aflyse flere tog

DMI varsler, at en storm er på vej til Danmark, og det får Banedanmark til at aflyse flere tog i det midt- og vestjyske.

Både DSB, Arriva og Nordjyskes Tog har aflyste tog fredag morgen.
Både DSB, Arriva og Nordjyskes Tog har aflyste tog fredag morgen.
Foto: Sebastian Andreasen, TV MIDTVEST

Fredag kan gå hen og blive en meget blæsende sommerdag, og det får Banedanmark til at aflyse flere toge i regionen.

I en pressemeddelelse skriver Banedanmark, at de har valgt at aflyse togene af sikkerhedsmæssige årsager. Derfor vil der ikke køre tog fra morgenstunden på flere midt- og vestjyske strækninger. Og der vil samtidig køre færre toge andre steder i Jylland.

- Vi har valgt at aflyse flere tog for at imødegå, at vi kommer til at holde ude på strækningerne med træerne liggende på banen. Af erfaring har vi valgt at forebygge, siger Axel Petersen, som er fungerende sektionschef ved Driftscenter Danmark til TV MIDTVEST. 

Banedanmark vil ikke risikere, at togene kan blive stoppet af eventuelt væltede træer, som i værste fald kan resultere i, at passagerer skal evakueres. 

- Grænsen for, hvad vi kan stå inde for i forhold til vejret, er nået. I hvert fald i forhold til de meldinger, DMI kommer med for i morgen, siger Axel Petersen.  

Banedanmark er lige nu i gang med at opdatere Rejseplanen, så passagerer kan få et overblik over, hvordan det påvirker deres rejse, at stormen Johanne er på vej.

Det gælder for både DSB, Arriva og Nordjyskes tog. 

Klokken 8 fredag holder Banedanmark et strategimøde, hvor de kigger på vejrsituation. Her skal de vurdere, om det er sikkert igen at køre, og de skal samtidig sikre, at alle strækninger er klar til igen at få toge på skinnerne.