Stormen blev en fuser, men...

Natten bød ikke på de store stormskader, men stormvarslet er slet ikke drevet over endnu.

Det blev ikke en gentagelse af stormen Bodil, da DMI advarede om meget kraftige vindstød tirsdag aften og natten til i dag. Midt- og Vestjyllands Politi melder om en ganske rolig nat.

- Klokken lidt over midnat modtager vi en henvendelse om en højspændingsledning, der slår gnister. Men det gør de nogle gange, når det blæser kraftigt, så det er der ikke noget bemærkelsesværdigt i, fortæller vagtchef Gert Høeg.

Og højspændingsledningen er den eneste stormrelaterede hændelse på politiets døgnrapport. Dermed blev nattens blæsevejr ikke en gentagelse af Bodil-stormen, der hærgede landsdelen for et år siden - men det er for tidligt at ånde lettet op.

Fredag bliver vild

Der er nemlig åbnet for vestenvinden, og i de kommende dage sætter lavtrykspassagerne sit præg på i særdeleshed det vestlige og nordlige Jylland, og som ugen slutter måske hele landsdelen.

- Til og med fredag vil de passerende lavtryk både give forhøjet vandstand og - hvis ikke fuld storm - kraftig vind i store dele af landet. Og faktisk har vi to lavtryk, vi skal holde øje med, siger DMI's vagtchef Olaf Mathiasen.

Det er hele to lavtryk, der styrer løjerne. I dag trækker et kraftigt lavtryk frem mod Norskehavet fra sydvest og vest. Og fredag bevæger et lavtryk sig fra de britiske øer mod nordøst til Mellemskandinavien.

- Endnu ser det ikke meget slemt ud, men opmærksomheden er skærpet, siger DMI's vagtchef.

Dermed skal der altså stadig holdes et vågent øje med trampoliner og tagsten frem mod weekenden.