Storken kan vende tilbage til Midt- og Vestjylland

I Lønborg tror de på, at storken vender tilbage efter flere besøg på det seneste. Storken kræver dog flere former for natur.

storken1204.jpg

Gennem de sidste uger har der været flere storke på besøg i landsdelen. Men der er langt fra et besøg, til de vælger at slå sig ned for at yngle. Selvom der er blevet genskabt flere vådområder til storkene, har det vist sig, at det ikke er den eneste type natur, der er vigtig for fuglen.

- Vi mangler nogle tørområder. Man ser mange andre steder, at storken går og spiser græshoppere og fanger mus på tørre græsarealer. Storken er en steppefugl. Det er en udfordring for den at finde mad i landbrugslandet. Der er ikke mange mus, det er majs- og kornmarker det meste af det, siger Egon Østergaard, formand, Dansk Ornitologisk Forening

I Lønborg ved Skjern er de naboer til et stort naturgenopretningsprojekt ved Skjern Å. Her vådområderne mange, men alligevel tror befolkningen i området, at storken vender tilbage.

- Det er det, folk går og snakker om, så vi håber, at den slår sig ned. Jeg tror på, at vi får storken tilbage – dog ikke så talrig som tidligere. Men jeg tror på, at vi får nogle par. Bestanden har det rigtig godt – blandt andet i Tyskland, siger Peter Lauridsen, formand, Lønborg-Vostrup Borgerforening

Sidste år var der to ynglende storkepar i Danmark. Et i Smedager i Sønderjylland og et par på Sjælland. Begge fugle på Sjælland er opdrættet på en storkefarm i Sverige.