Storfiskeres revisorer får kæmpe bødestraf – skal af med 900.000 kroner

​​​​​​​Revisorfirmaet MC Revision har fået store bøder for at have for tætte forretningsbånd til flere storfiskere, skriver Børsen.

MC Revision ligger her på havnen i Thyborøn.
MC Revision ligger her på havnen i Thyborøn.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

MC Revision, som ligger på Havnegade i Thyborøn, er blevet idømt tre store bøder.

Det skriver Børsen fredag.

Bødestørrelserne lyder på 500.000, 300.000 og 100.000 kroner, mens revisionsfirmaets ejere, Jørgen Riise og Martin Christensen, har modtaget to betingede frakendelser af revisorgodkendelsen på henholdsvis fem og tre år.

Straffen er blevet afsagt i anonymiseret form i december 2018, men ifølge Børsens oplysninger er der altså tale om firmaet MC Revision, der i 2017 blev afsløret i at være tæt forbundet til flere storfiskere, som de fungerede som uafhængige revisorer for.

Ejerne har ikke ønsket at kommentere sagen overfor Børsen, og det er ikke lykkes TV MIDTVEST at få fat i dem.

Ordfører: - Det er underligt

Fiskeriordfører Simon Kollerup (S) har fulgt historien med stor undren, fortæller han til TV MIDTVEST.

- Jeg synes generelt, der har været store problemer med de rådgivere, som fiskere har omgivet sig med. Den her sag understreger med historisk store bøder, at omfanget af problemet har været stort.

Simon Kollerup påpeger også, at man i andre brancher, eksempelvis blandt advokater, er mere åbne om, hvem der bliver afsagt kendelser imod.

- Det er underligt, det skal være skjult, hvem der har fået de her kendelser, fordi man i andre brancher har åbne forhold. Det bør offentligt tilgængeligt.

Derfor er der lige nu fokus på at være på forkant med svindel i fiskeribranchen i den nye fiskeripakke, forklarer ordføreren.

- Vi ansætter nu statens eget revisorteam, så vi kan fange dem, der vil udnytte huller i lovgivningen, siger Simon Kollerup.

0:38