Store sparedag i Region Midtjylland

Politikerne i Region Midtjylland blev mandag enige om at spare 284 millioner på sygehusene næste år. Alligevel overlever de afdelinger, som var lukningstruede.

12VORegionSpar.transfer001.jpg

Da besparelserne på sygehusområdet blev varslet, advarede politikerne om, at det ville betyde lukninger og store omstruktureringer. Men sådan bliver det ikke alligevel.

Der var på forhånd lagt op til, at en af de to genoptrænings-afdelinger i Skive og Lemvig skulle lukke. I stedet bliver de begge skåret lidt ned. Skive går fra 54 til 40 sengepladser - og Lemvig går fra 26 til 20.

Også fødeafdelingerne i Holstebro og Silkeborg har været i spil - men også her går de begge fri af lukning.

Fertilitets-klinikken i Skive har politikerne ligeledes truet med at lukke. Også den overlever.

Og endelig havde politikerne truet med at degradere regions-hospitalet i Ringkøbing til en akut-klinik. Men heller ikke den trussel er der blevet gjort alvor ud af. Dog mister hospitalet 2 medicinske senge, og ender på 18.