Store konsekvenser for havnene efter Lunde-sag

Hør TV2's politiske kommentator redegøre for, hvorfor Esben Lunde i dag slap med en næse, og hvilken konsekvens, sagen får for fiskerihavnene

03:55

Esben Lunde-sagen kan give store konsekvenser for landsdelens fiskerihavne, vurderer Tv2's politiske kommentator, Thomas Funding.

Fremover er det ikke længere Miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), som bestemmer på fiskeriområdet. Det mener TV2 kommentator, Thomas Funding, efter en dag, hvor Esben Lunde Larsen har lagt sig fladt ned og undskyldt overfor Folketinget, i sagen om de såkaldte "kvote-konger".

- Det er slået fuldstændig fast med syvtommer-søm. Det er det flertal, udenom ham, i Folketinget, og i særlig grad Dansk Folkeparti, der bestemmer, hvad fiskeripolitikken angår, forklarer Thomas Funding her til aften på TV MIDTVEST.

Og det kan ikke undgå at få store konsekvenser på området, og dermed for landets fiskerihavne, hvor storfiskerne indtil nu har haft let ved at råde over mange fiskekvoter, selvom det ikke er hensigten med lovgivningen.

- Nu skal der leveres ved kasse et på fiskeripolitikken. Og det betyder, at de fiskere, der har mange kvoter, de skal stækkes. Det er det, flertallet har ønsket og det er det, man får indtryk af, at Esben Lunde Larsen i et eller andet omfang har forsøgt at modarbejde, forklarer Thomas Funding.

- På den måde kan vi faktisk ende med at stå i den lidt specielle situation, at den lovgivning, der bliver gennemført, bliver hårdere, end det vi ellers havde fået, hvis ministeren fra start ligesom havde spillet bold med det flertal, der var imod ham. Simpelthen fordi, at nu skal Dansk Folkeparti, fordi de kom forpjuskede ud af det, vise, at de fik noget politik ud af det. Så nu skal der i den grad leveres, vurderer Thomas Funding.