Stort brud på vandledning i Herning

Et brud på en hovedvandledning var skyld i, at flere tusinde borgere i Herning og omegn fredag morgen var uden vand

Vand i Dalgaspassagen Herning
Foto: Hans Jørgen Nielsen

Mange borgere i Herning måtte undvære badet og kaffen fredag morgen.

Store dele af Herning midtby, Gjellerup og Tjørring var uden vand på  grund af et brud på byens største hovedvandledning i Dalgaspassagen.

Mens mange herninggensere savnede vandet i hanerne, var der til gengæld oversvømmelse i Dalgaspassagen, hvor alt vandet strømmede ud og spærrede vejen.

Herning Vand blev opmærksom på problemet klokken 6.15 og gik straks igang med at finde og udbedre fejlen. Omkring klokken otte havde alle borgere fået vandet igen.

- Vi kender ikke årsagen endnu. Det kan være en sætningsskade, trafikbelastningen eller et dårligt rør. Vi kan først sige noget, når vi får røret gravet op, siger projektleder Jan Pedersen fra Herning Vand.

Han oplyser, at Dalgaspassagen vil være spærret frem til tirsdag eller onsdag i næste uge på grund af risiko for, at vejen falder sammen. Nogle steder har asfalten løftet sig 10 cm.